Ortodoks præst: Vi skal ikke underlægge os muslimske normer og leveregler

Det er meget beklageligt, at en dansk, kristen præst kalder det for "yderst prisværdigt", at danske institutioner påtvinger ikke-muslimer at spise efter muslimske forskrifter, skriver Poul Sebbelov, præst i den ortodokse kirke i Danmark

Halal-slagtet lam i arabisk slagterforretning.
Halal-slagtet lam i arabisk slagterforretning. Foto: Francis Dean.

Præst Peter Grønlykke betegner i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 1. august en tidligere debatdeltager, Kirsten Sarauws, holdning til problemerne med halalslagtet kød på danske hospitaler og institutioner som både stupid og ukristelig. Dermed lægger Grønlykke op til et uværdigt, usagligt og barnagtigt debatniveau, hvor man i mangel på argumenter fejer de andre børn af med et øv, du er dum!.

LÆS OGSÅ:
Halalkød og undertvingelse. Debat om spiseregler egner sig ikke som værdikamp

Grønlykke hævder frejdigt og uden videre, at kristne har jo ikke problemer med at spise halalslagtede kyllinger eller oksekød. Det er mildt sagt en sandhed med modifikationer. Jeg antager, at Grønlykke her henholder sig til Paulus anvisninger på, hvordan vi som kristne skal forholde os til afgudsofferkød, sådan som vi finder det i Første Brev til Korintherne, kapitlerne 8 og 10.

Men Paulus fremstilling er rigtignok noget mere indviklet end Grønlykkes friskfyragtige hævdelse af, at det ingen verdens ting har at betyde for kristne, hvad vi spiser, hvilke bønner der bedes over vore fødevarer, eller hvilke afguder maden dermed ofres til.

Det er rigtigt, at det ikke i sig selv er noget problem for kristne at spise halalslagtet kød. Har vi taget imod en invitation fra muslimske eller jødiske venner, ja, så spiser vi uden kvababbelser, hvad man serverer for os. For det er ikke dét, der kommer ind i munden, som gør et menneske urent, og den kristne tro opdeler hverken mennesker eller mad og drikke efter skemaet rent/urent (halal/haram), sådan som det gøres i islam.

Derimod er det et alvorligt problem, når danske institutioner for børn, og nu åbenbart også Hvidovre Hospital, påtvinger ikke-muslimer, kristne eller andre at spise efter muslimske forskrifter. Det er meget beklageligt, at en dansk, kristen præst ikke har andet at sige hertil, end at det er da yderst prisværdigt!

LÆS OGSÅ:
Præst: Muslimer behøver ikke spise halal-kød i "vantro" lande

Vist ej, Grønlykke! Det er ikke det mindste prisværdigt, snarere yderst kritisabelt med en sådan tvang. For der er ikke tale om, at vi som kristne, sådan som Grønlykke skriver, skulle føle os intimideret af islams spiseregler. Vrøvl! Muslimske troende kan naturligvis spise, hvad de vil, men vi vil gerne have os frabedt at blive tvunget ind under deres spiseregler, som jo bunder i en aldeles ukristelig teologi.

En sådan tvang er en hån mod danske traditioner, og det er en hån mod den kristne forståelse af Guds gaver. Halalslagtning finder sted under bønner og velsignelser fra en imam, altså en muslimsk gejstlig. Udmærket, at den frihed findes for muslimer, også i Danmark.

Men i kristne hjem og på institutioner i Danmark har vi vel lov at forbeholde os retten til selv at bede kristen bordbøn og dermed velsigne den mad, vi indtager. Velsigne den, ikke i en fremmed guddoms, men i den treenige Guds navn. Og er vi ateister, har vi vel lov at bede os fri for bønner af nogen art over vore måltider.

Så jo, det er et problem, at vi alle i Danmark i stigende grad og på flere og flere områder skal tvinges til at underlægge os muslimske normer og leveregler for spisning, påklædning, badning med mere, alt sammen i den misforståede hensyntagens navn. For det er, efter min opfattelse, ikke os, der skal indrette os efter fremmede skikke, men dem, der bosætter sig i Danmark, som bør tilpasse sig vore skikke.

Problemet understreges desværre deraf, at en del kristne som nu Peter Grønlykke i en helt misforstået opfattelse af, hvad kristen ydmyghed består i, er parate til at lægge sig fladt ned på maven og til og med kalde det prisværdigt, når en muslimsk, ukristelig teologi, som opdeler verden i rent og urent, støttet af naive, velmenende danske, får held til at overtrumfe danske vaner og traditioner.

Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke i Danmark