Overbefolkningsproblematik synes glemt i FN's nye målsætninger

Verdens befolkning steg med 1,2 milliarder mennesker fra 2000 til 2015, altså omtrent det samme som at ...

Verdens befolkning steg med 1,2 milliarder mennesker fra 2000 til 2015, altså omtrent det samme som at lægge et ekstra Kina oveni, og en stigning af samme størrelse er sandsynlig i de næste 15 år, skriver Sven Burmester, som har været chef for FN's Befolkningsfond i Kina og Nordkorea. - Foto: AFP/Scanpix

Verdens befolkning steg med 1,2 milliarder mennesker fra 2000 til 2015, altså omtrent det samme som at lægge et ekstra Kina oveni, og en stigning af samme størrelse er sandsynlig i de næste 15 år. skriver Svend Burmester

JEG SIDDER ved Nilen på min årlige tur til Egypten og tænker over diskussionerne i vennekredsen i mine tre måneder i den danske sommer. To emner dukkede op igen og igen: flygtninge og de nu af FN vedtagne udviklingsmålsætninger for de næste 15 år.

Ikke overraskende var der stærkt divergerende meninger om det stigende antal flygtninge. Alt fra lukkede grænser til at sige velkommen til alle, der kom; klare problemet i EU-regi eller lokalt; satse på nærområder eller på at få den eftersøgte arbejdskraft til Danmark.

Men på tomandshånd dukkede det samme problem altid op: Hvordan klarer vi at integrere så mange muslimer? De fleste er uvillige til at sige deres bramfri mening om den sag, fordi de frygter beskyldninger om racisme og islamofobi.

Så hvad er problemet? Det bunder i, at vi i Vesten deler den muslimske holdning, at vi ejer den universelle sandhed. Det er blot to forskellige sandheder, hvor begge parter finder det svært at finde et passende kompromis.

VORES SANDHED ER, at demokrati og menneskerettigheder med oprindelse i kristendom og græsk filosofi udgør den ubestridt bedste samfundsform. Med den for længst afdøde LO-boss Thomas Nielsen i erindring har vi jo ”sejret ad Helvede til”. Den muslimske sandhed er, at Gud gennem Koranen og profetens livsform har givet os den rette måde at leve på.

At det så er blevet til diskrimination af kvinder og minoriteter, kan ikke godtages af os i Vesten. Muslimske spise- og drikkevaner og beklædning virker ejendommelige i vores verden og giver anledning til kulturelle sammenstød. Allermest er det den muslimske kritik af vores verden, især på det seksuelle område, der støder os.

Bagved ligger en uudtalt modstand mod at lade sig kritisere af en svag og fejlslagen civilisation som den muslimske. Hvis det af en eller anden grund var kinesere og ikke muslimer, der kom over vores grænser, ville vi nok føle det nemmere at lytte til dem. For de er også på vej mod at ”sejre ad Helvede til”. Og derfor kommer de naturligvis ikke!

Det er svært at se en umiddelbar løsning på flygtningeproblemet. Men at få has på befolkningstilvæksten vil på langt sigt være afgørende. Ja, vi vesterlændinge skabte kaos i Mellemøsten ved de lemfældige grænsedragninger efter Første Verdenskrig, ja, Israels fremturen har skabt millioner of palæstinensiske flygtninge, men det nuværende syriske problem ville unægteligt være mindre, hvis Syrien ligesom i 1950 havde holdt sin befolkning på fire millioner i stedet for de nuværende 23 millioner.

Og her i Egypten er befolkningstilvæksten en tikkende bombe. Egyptens beboelige areal er det samme som Danmarks. Men her bor ikke fem millioner, som hos os. Her bor 90 millioner, og tallet forøges med over en million om året. Lige meget, hvad regeringen måtte finde på af udviklingsprojekter, vil økonomien fortsat halte efter befolkningstallet.

Ikke dermed sagt, at økonomisk og social udvikling i form af sundhed og undervisning ikke er væsentlig. Den har blot svære kår, når befolkningstallet forøges så eksplosivt som i Egypten.

I år 2000 vedtog FN en række målsætninger for udviklingen frem til 2015. Det er opløftende at konstatere, at mange af dem blev om ikke mødt, så dog viste stor fremgang - børnedødelighed, fattigdom og uddannelse kan nævnes.

NU ER DER SÅ VEDTAGET 17 nye målsætninger for 2030. Alle meget prisværdige - fuldstændig afskaffelse af fattigdom og sult, bæredygtig energi, ligestilling af kvinder og piger som vigtige eksempler. Og som noget nyt gælder målene ikke bare for de fattige lande, men globalt.

Men ikke et ord om befolkningstilvæksten og ingen bestemmelser om, hvor pengene skal komme fra.

Verdens befolkning steg med 1,2 milliarder mennesker fra 2000 til 2015, altså omtrent det samme som at lægge et ekstra Kina oveni, og en stigning af samme størrelse er sandsynlig i de næste 15 år. Det ville unægteligt være nemmere at nå de nye udviklingsmål fra FN, hvis befolkningstallet var forblevet konstant. Og det nærmer sig det kriminelle, at det internationale samfund på det nærmeste har glemt befolkningsproblematikken.

Det anslås, at der skal bruges den enorme sum af 20.000 milliarder, altså 20 billioner kroner for at nå målene. Om året! Det svarer til en tyvedobling af den nuværende bistand. Men det er stadigvæk kun omkring tre procent af bruttonationalproduktet i OECD-landene. Omkring det samme, som bruges på militær.

Det lønlige håb ville så være, at mere udvikling ville skabe fred i Mellemøsten, muslimerne ville foretrække af blive hjemme i stedet for at flygte til os, og alle ville blive glade.

Det har lange udsigter.

Sven Burmester er forfatter, cand.scient. og tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FN's Befolkningsfond i Kina og Nordkorea