”At holde skole skal være uoverkommeligt, og samfundet har den skole, som den fortjener.”
Uoverkommeligheden betyder her, at skolens opgave skal være kompleks, fordi den skal afspejle et komplekst samfund, som vore elever skal forstå er komplekst. Men vi gør os forfærdelig umage med det modsatte - at sætte færdige løsninger på alt, så det kan måles.
Desuden har folkeskolen de seneste 25 år langsomt, men sikkert arbejdet sig væk fra formålsparagraffens stk. 3 om åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Skolen har, som mange andre områder, været underlagt public management-tendenser siden 1990'erne med udvikling af mere og mere målrettede planer for den enkelte elev, og læseplanernes indhold er blevet genstand for flere og mere snævre delmål og mål, som efterhånden ikke overlader lærerne nogen mulighed for selvstændig refleksion over deres elevers fremskridt.
Dertil kommer en større grad af central styring, som ikke overlader kommunerne og den enkelte skole muligheder for at skabe tid og råderum til ny læring.
Vi har i sandhed fået den skole, som vi fortjener, for i stedet for at bygge skolen op på den frihed, som giver intellektuel energi og innovative unge mennesker, har vi fået en skole med mindste fællesnævner, som alle kan begribe ud fra et overfladisk kendskab til at holde skole med kæft, trit og ikke mindst retning, så forudsigelig og forståelig, at ingen kan blive overrasket - det giver tryghed og overkommelighed, men næppe dygtigere børn og unge.
Skolen burde være en uoverkommelig opgave for alle deltagere, så alle kom op på tæerne.
Skolen burde være stedet, hvor børn, unge og voksne havde muligheder og tid til at finde udveje på problemløsninger, som i første omgang oplevedes som vanskelige og netop uoverkommelige.
Men denne kompleksitet har nu forladt skolen og givet pladsen til snævre faglige stier, hvor alle kan træde og blive dygtigere til den faglighed, som virker umiddelbart nødvendig, og som lovgiverne mener bør råde.
Det er en alvorlig og ulyksalig udvikling for folkeskolen og landet, og tiden bør for længst have været inde til, at fagfolk og skoleeksperter har fået sagt fra over for politikere, der kun tænker på, om tingene kan betale sig på kort sigt.
Tænk engang! Åndsfrihed, ligeværd og demokrati står i formålsparagraffen, men det omtales aldrig i det virkelige liv og i debatterne. Det er blevet for bøvlet og uoverkommeligt at beskæftige sig med for politikerne, selvom det lige præcist er en af hovedopgaverne i skolen, som de er sat til at varetage.
Skolereformen ligner et fortsat symptom på denne mindste fællesnævner. Politisk er det langt nemmere at kalde til orden end at tage fat, hvor problemerne ligger - hos de ansvarlige politikere selv og hos de faglige organisationer og eksperter, der ved bedre!
Torben Frese, forhenværende skoleleder, Rebekkavej 44, Gentofte