Det var med stor undren over såvel bevisførelse som konklusioner, at jeg læste artiklen ”Den ene tro er ikke bedre end den anden” af Asger C. Højsted i Kristeligt Dagblad mandag den 23. marts.
Her påstås det, ”at religionerne ikke har noget at lade hinanden høre, når det drejer sig om at være onde, diskriminerende og hadefulde”.
Dette blev dokumenteret ud fra ”600 skriftsteder fra henholdsvis Bibelen (Det Nye Testamente), Koranen og Toraen (Mosebøgerne i Det Gamle Testamente)”.
Uanset om antallet af skriftsteder er rigtigt eller ej, kan man ikke deraf slutte, at de tre religioner er lige gode eller onde.
For selvom der i Det Gamle Testamente er mange steder med opfordring til vold, og der er synder, som straffes med døden, så er der ingen, der frygter hævn og vold fra vore jødiske medborgere, når de bliver chikaneret, og de eksekverer ikke dødsstraf over for mennesker, der begår synder, som ud fra Toraen straffes med døden. Så uanset antallet af voldelige skriftsteder praktiseres volden ikke af jøderne bortset fra mindre grupper af ultraortodokse i Israel.
Når kristne har været voldelige, hvilket desværre i historien ikke mindst er gået ud over jøder, så har det været imod Det Nye Testamente, hvor Jesus siger: ”Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer” (Luk. 6, 27-28).
Dette blev til fulde praktiseret af Jesus selv, da han blev taget til fange, pint og korsfæstet.
Hvad angår dødsstraf for forsyndelser i Mosebøgerne, så afværgede Jesus steningen af en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud (jævnfør Joh. 8.)
For Jesu disciple var brugen af vold i missionens tjeneste utænkelig. De ville hellere selv lide end påføre andre lidelse, og de ville hellere selv dø end slå andre ihjel.
Stefanus og alle apostlene på nær en, Johannes, led martyrdøden, fordi de fastholdt deres tro på den korsfæstede og opstandne Frelser og Herre Jesus Kristus, og de ikke ville tilbede kejseren. På nytestamentlig tid og de første århundreder derefter blev denne norm efterlevet af Jesu disciple og de første kristne, som er blevet forbilleder til alle tider.
Grusom terror i Allahs navn af IS og andre islamister kan ikke forklares uafhængigt af Islam, hvilket de heller ikke ønsker. For de er så stolte af at kæmpe for islam, at de endog udstiller makabre drab på børn og voksne, og de kalder deres selvudråbte kalifat for Islamisk Stat.
Deres motivation for massedrab af uskyldige med for eksempel halshugning af blandt andre kristne, der ikke vil afsværge deres kristne tro og underkastes Allahs herredømme, er begrundet i Koranens ord om, hvad man gør med de såkaldte vantro.
De følger Koranen, der af muslimer regnes for Guds ufejlbarlige ord, som aldrig må ændres, og som skal læses og udleves bogstaveligt. Profeten Muhammed, der som krigsherre selv erobrede områder for islam med vold, er deres forbillede.
Politisk korrekte personer ser derfor ikke virkeligheden i øjnene, når de kalder IS for forbrydere og terrorrister, der ikke har noget med islam at gøre, fordi denne religion har flest sympatiske tilhængere, der værdsætter de gode og fredelige passager i Koranen.
Jesus siger: ”På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner at tidsler?” (Matt. 7,16). Både jøder, kristne og muslimer præges og næres af deres helligskrifter. Og frugterne bliver derefter.
Torsten Højberg, freelance præst og emeritus i BaptistkirkenSaturnvej 21Viborg