VORES BØRN KORTLÆGGES og testes som aldrig før. Der synes at være en iver efter at sikre, at alle børn kommer bedst på vej. Jagten på standardbarnet er i gang, og et vigtigt våben synes at være brugen af de rigtige begreber og ”godhedsargumenter”.
Danske daginstitutioner var tidligere internationalt kendt for at have et helhedssyn på barnet med fokus på både leg, omsorg og læring og med børns alsidige udvikling, demokratiske dannelse og deltagelse i børnefællesskaber i centrum for det pædagogiske arbejde. Dette fokus synes nu at være forskubbet til et stramt blik på enkeltbørns præstationer.
Daginstitutionens formål har gennem de seneste 10-15 år gennemgået en politiseret udvikling, så den i dag anses for at være det første skridt på vejen til børns fremtidige succes på skole- og uddannelsesområdet, og senere på arbejdsmarkedet. Opgaven drejer sig nu primært om at opspore ”afvigere” – de børn, der falder uden for standarden, eller som kunne tænkes at komme til at falde uden for standarden. Dette kalder vi også for tidlig opsporing – vi skal nemlig først og fremmest arbejde forebyggende.
Forebyggelsesbegrebet stammer oprindeligt fra det medicinske område. Historisk set har det spillet en central rolle inden for børne- og ungdomsforsorgen i starten af 1800-tallet. Det handlede her mest af alt om at undgå vanrøgt, mishandling og fejludvikling af børn for – i yderste konsekvens – at undgå anbringelse på en anstalt.
Forebyggelsestænkningen i dag handler ikke længere om de vanrøgtede, vanartede og vildfarne børn, men er nu knyttet til kategorier om børns læring og kompetenceudvikling og skal forstås med baggrund i den sociale arvs fortsatte betydning – forebyggelse handler således primært om at mindske chanceulighed og frafald på ungdomsuddannelserne.
Præmissen bag forebyggelse bygger altså på, at der er noget, der er bedre end noget andet. Den præmis kan være svær at være uenig i. Men samtidig må forebyggelse forudsætte, at vi kan se ind i fremtiden og forudsige, at det uønskede vil opstå, hvis vi ikke skrider til handling.
Standardbarnet og standardbarndommen bliver her en slags prototyper for, hvad vi kan forvente os af børn. Men standardbarnet er et voksendefineret barn, der passer som hånd i handske i konkurrencestatslige og politiske prestigeprojekter.
I vores iver efter at forebygge fremtidens dårligdomme er vi blevet spændt for en ganske massiv (og lukrativ) kortlægningsindustri. Viden om børn er blevet noget, man køber i kraft af skemaer, manualer og programmer. Disse standardiserede koncepter er snarere ideologiske end forskningsbaserede – det globale synes fuldstændigt at fortrænge det lokale og kontekstuelle.
Pædagogens opgave redefineres endvidere. Hvor daginstitutionens formål før bestod i at varetage børns behov for omsorg og leg og at fremme læring og dannelse for at understøtte en alsidig udvikling – med andre ord: At støtte børn i at blive tænkende og handlende subjekter – bruger det fagligt uddannede personale nu deres tid på at registrere hvert enkelt barn ud fra prædefinerede parametre, udfylde skemaer, skravere modeller og kategorisere børn i henholdsvis røde, gule og grønne farver.
Det præcise fagsprog erstattes med andre ord af let grafik, forkortelser og visuelle udtryk, ligesom det professionelle skøn erstattes af det tilsyneladende ”målbare”. Kvalitet handler ikke længere om det gode børneliv med venner og leg, men om resultater og effekter af det enkelte barns kompetencemæssige progression.
AL DENNE MÅLEIVER foregår oftest uden forældrenes tilladelse og uden at fortælle børnene, at de bliver målt og vejet, og i hvad. Vi er usikre på, om der er juridisk hjemmel for at indsamle den slags omfattende oplysninger om andre uden samtykke. Beskyttelse af børnenes værdighed, integritet og selvbestemmelse synes at komme i sidste række. Børn reduceres med andre ord til human becomings og overses fuldstændig som human beings , og barndommen synes fuldstændig at have mistet sin egenværdi. Hvad mon børnene selv ville sige, hvis vi spurgte dem om det projekt, vi har gang i på deres vegne? Børns egne perspektiver, børns modstand og protester, er der ikke plads til, og ser vi dem overhovedet? I disse år er børn reduceret til stumme artister, som voksne vil noget med. De kan ikke sige nej, og de kan ikke opponere. Det kan deres forældre heller ikke. For hvem kan undslå sig et godhedsargument om, at hjælpe børn bedst på vej? Hvem kan gennemskue, at kortlægning af børn ikke er en standardvare i daginstitutionen, men en ny vare, der er kommet på hylderne over de seneste 10 år? En vare, der først og fremmest forventes at sikre Danmarks konkurrenceevne – ikke robuste, kreative, livsduelige børn med sans for at stille kritiske spørgsmål til verden omkring dem.
Det ved vi nemlig godt, hvordan man gør – for det er det grundlag vores daginstitutioner hviler på.
Børn trænger ikke til mere fart på hverdagen, og de trænger slet ikke til flere krav. De vil derimod gerne lære – meget gerne. De vil også gerne klare sig godt, men det skal være læring, som er drevet at lyst til at udforske verden, børnenes egen nysgerrighed og med voksne, som har tid til fordybelse, ikke læring, der blot er et led i en kompetencemæssig progression.
Anja Marschall og Sine Grumløse, stiftere af Tænketanken Børn, Viden og Politik, ph.d. og adjunkter på UCC.