For nyligt kunne det oplyses, at den gennemsnitlige levealder for kvinder var faldet. I mange år er alle blevet ældre, men for kvinders vedkommende er denne stigningstakt nu brudt.
I medieverdenen og blandt eksperter blev det drøftet, hvad årsagen kunne være, og det var der forskellige bud på. Nogle mener, at det hænger sammen med, at stort set alle kvinder i dag er udearbejdende. Hvis det er rigtigt, så er det vel også prisen værd.
Men ikke desto mindre var alle enige om, at det ikke var godt, at det var en beklagelig udvikling, og nu måtte sundhedsvæsen, livstilseksperter og alle andre af god vilje på dette område forsøge at vende udviklingen i den rigtige retning igen.
Det kan man naturligvis kun have respekt for og være enig i. Jeg er det også! Men er det det eneste, der er at sige om dette, at det gælder om at leve længst muligt? Jo, det vil vi alle, naturligvis. Døden skal skubbes så langt væk som muligt. Derfor er den tabubelagt, siger vi.
Men det er noget vrøvl. Der går næsten ikke en dag, hvor der ikke kan læses en artikel, eller at der udkommer en bog, hvor mennesker skildrer deres møde med døden hos et andet – og som oftest – kært menneske. Eller vi taler intenst i alle sammenhænge om, hvordan vi kan undgå at dø længst muligt. Her mest som diverse sundhedstiltag, indimellem så det bliver til rene karikaturer.
Så skal vi ikke blive syge og dø, så må vi ikke spise spegepølse og en masse andet og slet ikke ryge eller drikke alkohol. Undlader vi at leve forkert, undgår vi døden længst muligt.
Johannes Sløk skrev engang til mig i et brev, der netop handlede om dette, at der udfoldes en uendelig mængde af bestræbelser for overhovedet at undgå at dø:
”Det er blot et udslag af den fikse idé, at det, som det for hvert eneste menneske i sidste instans kommer an på, er at leve så længe som muligt, og den idé er ikke bare fiks, den er ynkelig!”.
Det kan også udtrykkes på den måde, at en moderne kultur forholder sig til livet som en kvantitativ størrelse. Det handler netop ikke om livskvalitet, selvom det er det, vi påstår. Det handler om at leve så længe som muligt.
Jo, men er det da ikke det, påsken også handler om? Er Jesu opstandelse ikke netop det definitive opgør med døden? Jo vist, påsken forkynder, at døden er overvundet, men den forkynder absolut ikke, at døden er forsvundet.
Er der en sammenhæng med dette i forhold til den menneskelige erfaringsverden? Er påske ikke alene en forkyndelse og påstand, men også et erfaringsvilkår? Det mener jeg, uden at det betyder nogen form for dødsfornægtelse.
Benny Andersen har skrevet et digt, som er et sandt påskedigt:
"Jeg har ikke noget imod de døde
nogle af mine bedste venner er døde
det påfaldende er blot deres usvækkede livskraft".
Det har ethvert menneske vel oplevet. At døde mennesker gør sig gældende i livet. Ikke blot at man husker dem, men de gør sig gældende. Deres vurderinger og holdninger følger en som en livgivende inspiration. Men det forudsætter naturligvis, at de døde ikke er stuvet væk i glemslen. Det forudsætter, at man ikke ensporet kun regner med de levende. Det forudsætter, at man vedkender sig et fællesskab tværs over død og grav.
At døden er overvundet betyder netop, at det levende er en forståelseshorisont – også i forhold til døden og de døde. Nutiden er ikke dødsfornægtende, slet ikke, men den er udtryk for en absoluttering af dødens grænse og dermed en hysterisk livsoptagethed, hvor alt måles ud fra, hvor længe livet kan vare. Og det burde den kirkelige forkyndelse kunne gå op imod.
Eller den bør være optaget af, at påske netop også er en erfaringssag. Det kunne tænkes, at det er lige så væsentlig som en lidt trættende diskussion om, hvordan man skal forstå Jesu opstandelse. Eller man bør også i en teologisk og folkelig refleksion være optaget af, at døden ikke er forsvundet, men overvundet.
Glædelig påske.
*Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye