Pædagogikkens anden verden

Skolereformen har udviklet sig til et radikaliseret læringsinferno, som ingen forbindelse har til de mennesker og det folk, der skal bære pædagogikken frem, skriver lektor i pædagogisk filosofi

DPU’s ledelse er vild med Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori, der omdanner pædagogik til et rent redskab for økonomisk optimering, skriver Thomas Aastrup Rømer.
DPU’s ledelse er vild med Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori, der omdanner pædagogik til et rent redskab for økonomisk optimering, skriver Thomas Aastrup Rømer. . Foto: Steffen Ortmann.

I Danmark er vi vidne til et opgør med landets pædagogiske traditioner.

DPU’s ledelse er vild med Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori, der omdanner pædagogik til et rent redskab for økonomisk optimering, og som vil gøre børn til ”opportunister” og ”soldater”. Man holder også konferencer om ”konkurrencestatens krav til dannelse”, der accepterer og forstærker præmissen. Man kan også læse, at K.E. Løgstrups filosofi og Hal Kochs ”demokratiske livsform” er passé. I stedet sættes et liv ”i læringens tegn”, som kaldes for en ”helt ny livsform”, og det er jo ikke så lidt.

Denne tendens underbygges med Aarhus Universitets millionsatsning Nationalt Center for Skoleforskning, som er helt domineret af læringsmålsstyring og datalogisk organisation.

Centerlederen, som tilhører en teknisk fløj af den såkaldte systemteori, kalder den grundtvigske tradition for ”fundamentalistisk fænomenologi”.

Han taler også om ”den grundtvigske ursuppe”, om at det grundtvigske begreb om folket er ”dunkelt” og ”dødsensfarligt” og om at omdanne ånds- videnskab og pædagogik til ”landskaber af rådata”.

En læringsprofessoral åndsfælle har stolt kaldt tilgangen for ”metodisk antihumanisme”, altså en form for dobbelt antihumanisme. Filosoffen Peter Kemp har kaldt det for ”antifilosofi” og ”halvdannelse”.

Mange kommuner er helt forblændet af den såkaldte ”synlige læring”, som er dybt integreret i den nye læringsreligion, og som Svend Brinkmann kalder for en ”ren forfaldshistorie”.

Der tales også om ”læringsrevolution”, ”læringsledelse” og ”læringstempler”. Det hele suppleres af nedbrydende slogans som ”fra undervisning til læring” og ”fra indhold til læring”. Kritik minimeres via vilde klager og tjenstlige advarsler. Fælles for det hele er en tiljubling af et læringsbegreb, der fortrænger formål, dannelse, indhold og undervisning fra den pædagogiske og uddannelsespolitiske dagsorden.

Vi får et enormt teknisk system, der ledsages af et luftigt nysprog, som skal dække over ødelæggelsen af de ståsteder, der egentlig skulle beskyttes.

Skolereformen har udviklet sig til et radikaliseret læringsinferno, som ingen forbindelse har til de mennesker og det folk, der skal bære pædagogikken frem.

Jeg kalder dette ideologiske system for ”Pædagogikkens anden verden”.

Vi befinder os, med henvisning til den japanske forfatter Haruki Murakami, i en parallel tid, i ”2Q16”.