Guderne må vide, hvorfor jeg som 20-årig valgte at skrive en kronik om alderdommens fortræffeligheder. Måske havde jeg brugt charterferierne på smugkiggeri, fået indblik i det sydlandske familiemønster og gjort mig forhåbninger om en alderdom fuld af indre ro, glæde og omsorgsfulde slægtninge. Eller måske var det bare livserfaring, jeg higede efter.
I dag, hvor jeg har nået realiteternes alder, er jeg stolt af engang at have haft så ungdommelig og naiv en tankegang. Indrømmet, det kræver en positiv og humoristisk sjæl at få fod på den igen.
Den seneste hjerneforskning fortæller heldigvis, at vi kan blive ældgamle og stadig have rimeligt styr på, hvad der er op og ned her i livet, fordi netop erfaring er alfa og omega og med til at give den harmoni og selvtillid, som mange af os savnede som yngre.
Men risikoen for at blive sat af som rysteribs, fordi teknologien galoperer hurtigere end vores hjerne lader sig opdatere, er desværre også til stede. Og lige nu er det ligesom samfundet gør sit til at få rystet os af og glemmer at stimulere os til om ikke andet at følge lidt med i vores eget tempo.
Da mine forældre blev gamle, var det hovedsagelig verdenssituationen, der bekymrede dem altså noget stort og uhåndterligt, som man skulle være virkelig oppe på krikken for at få indflydelse på. Ungdommens særegne smag inden for tøj, drikkevaner og musik kunne man til gengæld græmmes over men samtidig søge trøst i, at hver generation åbenbart har sin måde at være obsternasig på. I hælene på høj alder fulgte tit fysisk svækkelse, mens respekt og visdom talte med på positivlisten.
Sidenhen har opfattelsen af det at blive gammel ændret sig. Mange frygter at blive andenklassesborgere, når de ikke længere kan holde sig oppe på it-beatet. Den teknologiske udvikling beskriver en himmelstræbende kurve og har så meget krudt bagi, at den nemt kan sende nervøst anlagte seniorer direkte på hjerteafsnittet til en seng på gangen, hvis der ikke er et tilgængeligt børnehavebarn, som kan køle dem ned, klikke på pcens klaviatur med små fedtfingre, forsyne telefonen med numre til politi og hjemmehjælp eller få fjernsynet til at vise Matador.
Vi ældre går simpelthen i panik over alt det nederdrægtige legetøj, som regner ned over os til jul og fødselsdage for at gøre vores hverdage til paradis. Grej, som næsten altid viser sig at være meget sværere at leve sammen med end antaget, og lige så snart vi begynder at føle os trygge og pavestolte af at have fået en angrebstrategi ind på rygraden, så skrider fundamentet.
For helt ærligt: Omstillingsparate er de færreste af os, ligegyldig hvor mange krydsog tværser og sudokuer vi har nedlagt. Pludselig sidder vi der med en selvdød bærbar computer, som godt nok stønner, men er fuld af fishing på udenlandsk, en kropumulig livlinje af en mobiltelefon og en fladskærm, hvor udbyderen flytter rundt med kanalerne.
LÆS OGSÅ: Computerdyrkelse har social slagside
Desværre er det ikke kun hjemmeteknologien, som volder problemer. Rædslen for at blive hacket, hvis man involverer sig med smarte netbank, har skabt en flok trofaste bankkunder, som åbenbart gerne vover livet ved at bakse rollatoren hen til bankfilialen i Langtbortistan for der at fylde håndtasken med kontanter, placere den i kurven foran på køretøjet og gøre sig til selvlysende mål for overfald og hjemmerøveri.
Lokkes andre til at hæve pengene for den gangbesværede, risikerer indehaveren nemt, at kontoen kommer på slankekur. Min handlekraftige gudmoder tilhørte racen, og hun fik mig engang til at køre sig ned i banken og parkere oppe på fortovet, hvorefter vi gik ind for at hente penge i hendes boks. Her måtte hun bruge lidt tid på at charmere personalet til at røbe nummeret. Det havde hun som sædvanlig glemt.
Under overvågning stak den søde gamle dame nøglen i boksen og vippede behændigt en masse store sedler ned i håndtasken. Til hendes fortrydelse insisterede jeg på at køre hende direkte hjem. Besøget i supermarkedet ved siden af måtte vente, til håndtasken igen kunne lukkes.
Fravalg af netbank betyder også tilvalg af posthus og indbetalinger, for frimærkekøb og pakkeforsendelser er jo et must. For rørige ældre kan disse udflugter, hvor man står rigtig længe og stepper i kø, sikkert gøre det ud for træning i fitnesscentret. Fravalget er derfor måske bevidst, eller også er det, fordi man hellere vil segne end tvinges ind i nyt adfærdsmønster.
Måske kan de adrætte heller ikke undvære samtalen med den stressede, søde kassedame, mens fortravlede forældre i ulvetimen påkører dem bagfra med indkøbsvognen fuld af skrigende unger? At føle sig som en del af en større helhed er vel en menneskeret, men vel ikke på alle tider af døgnet?
Begrebet selvbetjening opstod, da købmænd med åreknuder smed håndklædet i ringen, og det pludselig blev op til kunderne selv at flå tingene ned af hylderne og forhåbentlig betalte ved kassen.
For mange ældre er selvbetjening ved at blive et vaskeægte hadeord. Det dukker op hvor som helst, især når det offentlige ikke gider at snakke med os og yde den smule nærkontakt, der giver ensomme mennesker og dem med it-fobi lyst til at kæmpe videre og smutte hen på et introduktionskursus og blive perleven med deres dørtelefon eller mikrobølgeovnen til udbringningsmaden.
I øvrigt er Ældre Sagen velassorteret i tudsegamle nørder, som gerne hjælper medlemmer i gang med at tryne samfundet hjemmefra via pceren, så kom og vær med! Ved mit første møde med pensionistundervisning var gennemsnitsalderen nær de 90 år.