Ønsket om ritual for indgåelse af registreret partnerskab giver blæst i folkekirken. Et ritual vil kun foreligge med frihed for den enkelte præst til at afslå. Men det tages som en selvfølgelighed, at staten blander sig i kirkens indre anliggender, hvis Folketinget skærer igennem.
At en organisation kan have indre anliggender, løsrevet fra forventninger i sin omverden, er dog slet ikke nogen selvfølge. Folkekirken kan ikke teologisk lukke sig om sig selv, hvis den vil forblive en folke-kirke.
LÆS OGSÅ: Kirkens fremtid er et vigtigt emne
Organisationsteoretikeren Karl Weick påviser, at ingen moderne organisation kan trække en klar grænse mellem organisation og omverden, og illustrerer det metaforisk med en strand: Hav og land er ikke entydige på en strand, men står i flydende vekselvirkning.
Omverdenen er med andre ord kommet indenfor. Enhver organisation, der vil overleve, ved det. Det gælder også folkekirken, hvor 80 procent af befolkningen har valgt at være medlemmer, hvis regelsæt vedtages i Folketinget, og hvis primære beslutningsniveau er valgte menighedsråd.
Indre anliggender er altså i folkekirken en kompliceret størrelse. Folkekirken er en organisation selvom det ofte glemmes af kirkefolk. Derfor bør et ritual nu autoriseres ved lov. Sådan fik kvinder adgang til præsteembedet i 1948, og flertallet ser i dag dét som statens håndsrækning til kirkeordningen og helt i Grundlovens ånd.
Man kunne derfor også ønske, at kirkeminister og biskop havde støttet hinanden i at håndtere præsteudnævnelsen i Kolding, så det var undgået, at fraskilte i et sogn med 10.000 folkekirkemedlemmer nu skal vies af en nabopræst. En kirkeminister har før udnævnt provster på trods af lokale ønsker her havde det været på sin plads! Eller man kunne have mindet menighedsrådet om deres ansvar som folkevalgte ved at forlange genopslag af stillingen på 50 procent når nu tre præster er enige om at sende præstearbejde videre.
Politik for at adskille stat og kirke er til gengæld kun et forsøg på at imødekomme minoriteters forlangende og ikke noget bredt folkeligt ønske. Tværtimod må folkekirken forvente den støtte af staten, at der ikke lovgives imod placering af konfirmationsforberedelse inden for skoletid i et skoleår, hvor folkeskoleloven netop har taget kristendom ud af skemaet, fordi det er muligt at gå til præst i eksamensrelevant stof. Det er Grundlovens ånd i et evangelisk-luthersk forankret samfund!
Det økonomiske mellemværende er i øvrigt langt mere kompliceret, end politikere gerne informerer om. Forslag om at omdanne statsstøtte til bloktilskud ligner mest et ønske om at skrue ned for statens økonomiske forpligtelse i et gensidigt aftaleforhold.
Folk i almindelighed har gennem medlemskab valgt at gøre den evangelisk-lutherske kirke til folkekirke. Som sådan understøttes den kirkeordning af staten (Grundlovens paragraf 4). Grundloven tager en kendsgerning til efterretning, men det er ikke en statslig beslutning om folkets religion.
Folkekirken er ikke en statskirke. De tyske stridigheder mellem katolikker og protestanter blev i det 16. århundrede forsøgt bilagt efter princippet cuius regio, eius religio. Oversat betyder det, at folket overtog fyrstens tro. Det er statskirke.
I Danmark er det omvendt: Folket har bestemt, at Dronningen ikke har religionsfrihed, og at det er grundlovssikret, at regent og folketing er loyale over for befolkningens brede tilslutning til ét trossamfund.
Carsten Mulnæs,
sognepræst,
Kirkevænget 1a, Allerød