Præstelig uskik at gå ud over alle sognegrænser

Pas jeres eget sogn, præster, skriver debattør

Fremtidens kirke. Natkirkepræst Signe Berg Natkirken, Vor Frue Kirke
Fremtidens kirke. Natkirkepræst Signe Berg Natkirken, Vor Frue Kirke. Foto: Soeren Bidstrup.

SÅFREMT nedenstående kommentar bliver offentliggjort, vil den være underskrevet med mit navn og min titel, ”sognepræst”, så læserne ved, hvem forfatteren er.

Min titel, ”sognepræst”, står der altså for at give læserne begreb om, hvad min bestilling er, men den betyder ikke, at jeg er sognepræst for de læsere, der bor i Herning eller Odense, for jeg er selvfølgelig kun sognepræst for dem, der bor i Hørup Sogn, hvor jeg er rettelig kaldet og indsat som sognepræst.

Dette turde være selvfølgeligheder, men det er det åbenbart ikke helt.

I årevis er det nemlig blevet en mere og mere udbredt uvane i folkekirken, at særligt udvalgte eller i egne øjne begavede præster på opfordring af stifterne og provstierne møver sig ind i nabosognene med tilbud om konfirmandevents, skole-kirke-tjenester, sorggrupper og lignende.

Og sært nok er der ingen, der protesterer, selvom denne folkekirkelige uskik strider imod den teologisk begrundede opfattelse af sognepræsteembedet, som i princippet stadig er gældende.

Hvis en mor gik ind i naboens hjem, og - fordi hun var mor - påberåbte sig ret til at opdrage på naboens børn, så ville det være klart for enhver, at der var noget, hun havde misforstået.

At være mor er jo ikke en titel eller evne, der giver myndighed til at øve mødrene autoritet hvor som helst. Nej, mor er man for sine egne børn, som det er blevet ens ansvar at være mor for. Det er det konkrete ansvar, der giver den mødrene myndighed - og naboens børn er ikke min opgave. De er naboens.

På samme måde er det med sognepræstens myndighed. Det er ikke tilfældigt, at et sogns indbyggere kaldes sognebørn og ikke provstiets eller stiftets klienter.

AT VÆRE SOGNEPRÆST er at være kaldet til at være præst for et bestemt sogn. Her har præsten sin opgave, og præstens myndighed til at prædike, undervise og være sjælesørger ligger i, at det er blevet ham eller hende pålagt at gøre det i dette sogn.

Medmindre præsten kommer som vikar i nabosognet, har han ikke mere myndighed til at undervise og udøve sjælesorg her, end den lokale smed eller skorstensfejer har det - heller ikke selvom initiativet til overskridelsen af sognegrænserne kommer fra provsten eller biskoppen.

At blive ordineret og indsat som sognepræst giver nemlig ikke præsten nogle særlige evner, som han eller hun nu skal udfolde overalt.

Tværtimod!

Jeg ved ikke mere om livet, end mine sognebørn gør. Døden er for mig lige så grusom, og sorgen over mine døde ligeså ubærlig, som den er for mine sognebørn. Jeg har ikke særlige evner til at løse livets og dødens knude og skal ikke lade, som om jeg har det.

Men det er mig, der som sognepræst har fået til opgave her i sognet at pege på ham, der alene har besejret døden og giver os livet tilbage at leve; pege på ham, som jeg og mine sognebørn er fælles om at skulle stole på - og det er blandt de sognebørn, der har kaldet mig, at opgaven ligger.

Den emsige præstelige uskik med at gå ud over alle sognegrænser er et tegn på en udbredt folkekirkelig overtro på, at nogle præster kan noget særligt, som giver dem ret til at husere i naboens hjem. En overtro på, at præsten ikke er lige så henvist til Vorherre som ethvert andet menneske.

Nå, ja, præsten har selvfølgelig sin teologiske uddannelse, men den er en uddannelse i at læse den bibel, der vidner om, at kun Vorherre kan løse op for vores sorger - også præsternes.

Så kære kolleger: Vær sognepræster, som I er kaldet til det. Pas jeres eget sogn, og lad jeres nabopræst passe sit. Og hvis I ikke synes, det er nok til at udfylde jeres tid, så sæt jer i jeres studereværelse og læs jeres bibel.

Agnete Raahauge er sognepræst