Pas på med lovgivning om gravskikke

Det folkekirkelige demokrati har talt - vi skylder præsterne at give dem arbejdsro til at passe deres kald, ...

Tegning: Peter M. Jensen

Der bør ikke laves love om gravskikke. "Behandlingen af vores afdøde afslører vores dybeste overbevisninger om livet. Og i de overbevisninger bør vi give hinanden maksimal frihed", skriver teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen

kirkeligt set

En af agurketidens mere bizarre debatter handlede om muligheden for at bruge aske fra afdøde slægtninge i smykker. En skik, som dyrevenner efter sigende i nogen tid har brugt med aske fra hunde og katte.

Jeg deler fuldt ud kirkeminister Manu Sareen (R) og kirkeordfører Pernille Vigsø Bagges (SF) negative reaktioner på fænomenet og kan frygte det skråplan, vi er på vej ud på. Aske kan jo også spises, og nogle kan måske finde noget smukt i, at den kære afdøde indgår i kroppen!

LÆS OGSÅ:
"Jeg frygter en tivolisering af omgangen med lig og aske"

Alligevel har jeg en lille tvivl om det berettigede i at forsøge at forhindre smykkerne ved lov. Vi har jo religionsfrihed her i landet. Og smykkeskikken er i bund og grund religiøs om end der her er tale om en usædvanligt sentimental, individualistisk og selvcentreret religion. Det forhold, at smykkeskikken kan bruges af ateister, gør den i parentes bemærket ikke mindre religiøs. Ateisme er en af de religioner, der kræver den største tro og den mindste evne til at tvivle.

Mit forbehold over for lovgivning hænger sammen med, at behandlingen af vores afdøde afslører vores dybeste overbevisninger om livet. Og i de overbevisninger bør vi give hinanden maksimal frihed.

En oplevelse fra Cambodja illustrerer min pointe. For to-tre år siden besøgte jeg Siem Reap i den nordlige del af landet. Her er en række helt nyoprettede kristne menigheder. Det er så meget en kirkelig pionersituation, at jeg på fire dages besøg ikke mødte én eneste andengenerationskristen. Alle var omvendt til Kristus i voksen alder.

Hjemmefra havde jeg hørt, at et af de projekter, der optog præsterne i disse små nye kirker, var Den kristne begravelsesforening for Siam Reap. Jeg havde sammen med et par kolleger herhjemme moret mig lidt over, at det skulle være en prioriteret opgave for helt nye kristne at begrave deres døde.

Men jeg skal love for, at min humor fik ben at gå på, da en ung præst fortalte mig, hvad der var på spil: Det er et spørgsmål om vores troværdighed i denne kultur. Hvis vi ikke kan vise, at vi på en værdig måde kan tage os af vores døde og finde en form, der signalerer opstandelsestro og ikke reinkarnation så har vi ikke en chance her i landet.

Og så beskrev han et samfund, hvor troen på forfædrenes ånder skaber angst for lig, og hvor alle døde afleveres i de buddhistiske templer for at blive brændt. Denne kremering signalerer i kulturen reinkarnationstro.

Det hører til ét af de bevægende øjeblikke i mit liv, da jeg sammen med den unge præst var til stede i begravelsesforeningens bestyrelse netop den dag, de købte et jordstykke til deres kirkegård. Denne ene dag lærte jeg mere om forholdet mellem kristendom og kultur, end jeg havde lært på syv års teologistudium. Tænk, om de små kirker i Siem Reap var blevet mødt med lovgivning mod begravelser, fordi det ikke passer ind i den buddhistiske khmerkultur.

Så parolen bør være: Religionsfrihed i gravskikke for buddhister, kristne og sentimentalister.

Men så bør vi kristne også gennemtænke, hvordan vi signalerer opstandelsestro i vores gravskikke. Altså rent fysisk og ikke alene i de ord, vi siger ved ceremonien. I et multireligiøst samfund er det blevet endnu mere vigtigt, end dengang kristendommen stort set var alene på markedet.

LÆS OGSÅ:
Danskere kremerer kæledyr og laver smykker af asken

Ligbrænding i Danmark signalerer ikke nødvendigvis reinkarnationstro. Oprindeligt var ligbrændingen vistnok en naturalistisk/ateistisk oprørshandling mod den kristne begravelse, men jeg tvivler på, at mange opfatter den på den måde i dag. Den er bare billigere og synes nogle mere hygiejnisk.

Min opstandelsestro rystes da heller ikke principielt af tanken om, at liget bliver til aske. Den Gud, der engang skabte verden af intet, skal nok finde os, selvom vores aske er spredt ud over havet, støbt ind i et smykke eller spist af en fjern kusine. Men signalet i ligbrændingen er dårligt. Det signalerer udslettelse i den ene eller anden forstand.

Jeg synes også, det rituelt set er dårligt, når følget forlader kapellet, mens kisten bliver stående. Det er jo ikke os, der forlader den døde, men den døde, der forlod os. Rustvognen, der kører væk fra kirken fungerer en anelse bedre; men der bliver noget rastløst over situationen. Den døde forsvinder i det moderne samfunds trafik.

Derfor lander jeg meget klassisk: For min svage tro er det et godt signal, at den døde lægges i en grav. Den grav bliver en seng, den kære kan hvile i til opstandelsens morgen. Vel at mærke en grav med navn på, for personligheden er ikke aflyst.

Lad os i selve handlingen signalere den tro.