Spaghetti-gudstjenester har også teologisk tyngde

Det er en misforståelse, hvis man tror, at det kræver mindre teologisk fordybelse at forkynde evangeliet ved en børne- og familiegudstjeneste med og uden efterfølgende spaghetti end ved en højmesse, skriver sognepræst Lars-Peter Melchiorsen

Det er ifølge Lars-Peter Melchiorsen en misforståelse, hvis man tror, at det kræver mindre teologisk fordybelse at forkynde evangeliet ved en spagethi-gudstjeneste end ved en traditionel højmesse.
Det er ifølge Lars-Peter Melchiorsen en misforståelse, hvis man tror, at det kræver mindre teologisk fordybelse at forkynde evangeliet ved en spagethi-gudstjeneste end ved en traditionel højmesse.

SÅ ER DER IGEN HALLØJ i den folkekirkelige andedam. Denne gang gælder det så ikke præsters (manglende) tro. Den er ikke så væsentlig. Nej, det drejer sig om præsters (manglende) evne til at være kollegialle og nære respekt over for overordnede.

Årsagen er åbenbart, at en præst i en prædiken for alle sit provstis præster har skoset de af kollegerne, der dyrker spaghettigudstjenester, babysalmesang og lignende gudstjenstlige idrætter, og endvidere utvetydigt omtalt sit syn på sin biskops ungdommelige hilsen (en såkaldt high-five og udført i ornat vel at mærke) på konfirmandungdommen ved en konfirmandgudstjeneste. Så præsten har været indkaldt til tjenstlig samtale.

Undskyld mig - men engang imellem forstår jeg simpelt hen ikke prioriteringerne, og da slet ikke i den kirkelige debat.

Set på afstand forekommer det mig ubegribeligt, at en præst i sin prædiken ikke kan kritisere tendenser i den kirkelige praksis, som vedkommende finder betænkelige. Især når prædiketeksten lægger op til det som i beretningen om Jesu besøg hos Maria og Martha i Bethania.

Det ligger jo lige til højrebenet at sparke til debatten om mål og midler i den kirkelige praksis. Hvad der irriterer mig er bare, at det igen-igen skal være for eksempel de stakkels spaghetti-med-kødsovs-gulerødder-og-meget-gerne-ketchup-gudstjenester, der får sparket. For når vi holder dem, så er det ikke ud fra en eller anden syndig forestilling om, at de skulle trække flere kunder i butikken end de traditionelle høj-og-meget-gerne-med-firstemmigt-korsvar-messer.

Men der kommer nogle andre. Det er det, der er formålet. Det betyder bare ikke, at jeg ikke er glad for begge tjenester, og at jeg ikke har gjort lige meget ud af dem teologisk og formidlingsmæssigt.

I det hele taget er det en misforståelse, hvis man tror, at det kræver mindre teologisk fordybelse at forkynde evangeliet ved en børne- og familiegudstjeneste med og uden efterfølgende spaghetti end ved en højmesse.

Jeg er helt med på, at i kirken skal pædagogik og omsorg ikke fortrænge teologi, og at feminin teologisk øllebrødsbarmhjertighed ikke skal kvæle maskulin teologisk fordybelse. Men hvornår er god, gammel kristelig formidlingsbevidsthed, som vi møder den i Jesu lignelser og i Paulus' tale på Areopagos (Ap.G. 17,22-34), gået af mode? Og hvad er der blevet af gedigen paulinsk pædagogik, som når han skelner mellem mælk og fast føde i forkyndelsen (1. Kor. 3,2)?

Det er altså ingen synd at være målgruppebevidst i sin forvaltning af Guds ord. Tværtimod. Det kan gerne være, at vi ikke evner at formidle det afhængigt af, hvem der skal høre det. Det er en ærlig sag. Men hvis vi ikke vil, lægger vi efter min mening hindringer i vejen for indholdet.

Vi bruger dansk oversættelse af evangeliet, når vi vil forkynde for danskere. Vi forsøger (forhåbentligt) at tale så velartikuleret, at menigheden kan forstå, hvad der bliver sagt.

Vi bruger mange ressourcer på at installere højtalersystemer, så menigheden kan høre, hvad vi vil sige. Derfor skal vi selvfølgelig også i formen tage hensyn til modtageren.

Og uden sammenligning i øvrigt så minder hele debatten om folkekirkens virksomhed mig om debatten om DR's. Der er de samme modsætninger mellem det smalle og bredde, mellem økoformidling og tivolisering, mellem ”rugbrød” og ”spaghetti” i indholdet.

For mig at se er det ikke et enten-eller, men et både-og. I den pastorale virkelighed befinder vi os mellem theo service (gudstjeneste) og public service (tjeneste for menigheden).

Lars-Peter Melchiorsen er sognepræst i Grarup-Halk-Vilstrup Pastorat