Da jeg slukkede for tv’et natten til i går, førte Hillary Clinton i målingerne. Selvom Trump på det tidspunkt var begyndt at føre i Florida, lå Clinton stadig lunt i svinget. Jeg gik i seng med forventningen om, som målingerne også havde påpeget, at USA’s næste præsident ville hedde Hillary Clinton. I går morges stod det klart, at Donald Trump havde overrasket alt og alle og vundet ikke alene de meget afgørende svingstater, men også stort set hele ”rustbæltet” i Midtvesten.
De fleste danskere reagerede, naturligt nok, men en blanding af angst, frustration og enorm overraskelse. På de sociale medier stod fordømmelser og udsagn som ”jeg har vælgerlede” i kø efter hinanden. Og indrømmet, jeg deler den angst, frustration og bekymring. Men jeg er ikke overrasket. For de politiske jordskælv, vi oplever, kommer af en dybfølt vrede, økonomisk angst og følelse af identitetstab.
En seismolog vil forklare et jordskælv med, at det er en rystelse af jorden, der sker, når de tektoniske plader under overfladen skifter og støder sammen. Tektoniske skift, kalder man det. Det udløser både mindre og større jordskælv, tsunamier og vulkanudbrud. Og de opbrud har et navn: ulighed.
Middelklassen er ved at skrumpe ind til ingenting, tynget af privat gæld fra udgifter til skole, sundhed og omsorg. Unge amerikanere ender i livsvarig gæld for at få sig en uddannelse.
Den offentlige sektor lider under manglende investeringer, mens der aldrig i historien har været gemt så mange penge væk i skattely. Private monopoler er genopstået.
Der investeres ikke i produktion og realøkonomi, men ophobes i stedet massive formuer i fonde, designet til kortsigtet spekulation. Resultatet er, at sammenhængskraften langsomt files ned.
Den tidligere Verdensbank-økonom Branko Milanovic har i bogen ”Global Inequality” med sin berømte ”elefantgraf” konkluderet, at udvik- lingen fra 1988 til 2008 repræsenterer den største re- allokering af individuel indkomst siden den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet.
Og med større og mindre styrke er det en udvikling, der plager hele Vesten. I en i Danmark alt for overset rapport fra McKinsey Institute, der udkom i juli, konkluder man, at gennemsnitligt har 65-70 procent af husholdningerne i verdens 25 mest udviklede økonomier (det vil sige Europa og USA) mellem 2005 og 2014 oplevet faldende eller flad lønudvikling.
Med andre ord: Middelklassen i Europa og resten af Vesten føler, at jorden skrider under den. Det er ikke engang kun en følelse; det er reelt det, der sker. Samtidig bliver de fattigste fattigere og de rige endnu rigere.
Hvis vi havde fulgt lidt med i den reelle udvikling for Vestens arbejder- og middelklasse, så burde (heller ikke) dette politiske oprør komme bag på os.