Hvad bliver mon det næste? Efter at vi lige har haft grønthøsteren hen over hele kulturen. Uddannelsernes og gymnasiernes budgetter beskæres. Randzonebeskyttelsen ophæves. Der må gødes med gift endnu mere end før. Ældreomsorgen forringes, asylreglerne strammes igen og igen“
Ulykkerne og de dårlige budskaber er mange. Ikke så mærkeligt, at man for nylig et sted kunne læse, at visse danskere er begyndt at kalde Lars Løkke for Lars Uløkke. Men det er jo i virkeligheden ret imponerende af så lille en mindretalsregering at få kørt så meget baglæns på så kort tid. Og så kan man jo alt efter temperament og politisk tilhørsforhold le eller græde over statsministerens nye kæle- eller øgenavn. Jeg ler kun lidt og græder til.
Og alle disse tilbageskridt sker blandt andet for at holde grundskylden i ro et års tid og for at sikre lavere afgift til staten ved køb af dyre biler. Altså skattelettelser. Man tror, det er løgn. Men det er det ikke.
Jeg vil her dvæle ved mit særlige fagområde, byerne og kysterne. Nu er det lykkedes gennem lang tid at sikre sig mod alt for store supermarkeder og kæmpevarehuse. Primært for at ikke at kvæle de sidste nærbutikker i de små byer og landsbyer. Men nu må store supermarkeder og kæmpevarehuse pludselig for vækstens skyld doble størrelsen op.
Kysterne har også været holdt fri for bebyggelser stort set overalt i mange år, for at holde de smukke områder fri og tilgængelige for alle. Og for at sikre en helt unik landskabelig storhed mod overgreb.
Men nu må der i vækstens hellige navn igen bygges helt ud til kysterne mange steder - gennem en såkaldt liberalisering af planloven. Det hellige ord vækst kan virkelig bruges og misbruges til meget. Hvor meget vækst skaber det monstro at give lov at bygge helt ud til byernes kyster? Jeg tvivler virkelig.
Har man været en tur rundt i landet på det seneste, har man også set, hvor meget mange små byer, stationsbyer, landsbyer og andre mindre byer virkelig er blevet ramt af butiksdød og recession, tilbagegang, affolkning og deraf følgende tristhed i udstrålingen.
Lukkede butikker og til-klistrede butiksvinduer, måske endda forsynet med gardisettegardiner, virker ikke tillokkende på mange, og når den sidste nærbutik er Elite-købmanden, Fakta, Brugsen eller Netto, så gælder det virkelig om at holde fast på den, så der ikke pludselig bliver 10-15 kilometer til nærmeste forhandler af en halv sød eller en pakke gær.
Det er direkte bedrøveligt, at det nu ser ud til at blive endnu mere virkelighed, at den sidste handlende i de små byer med dette uskønne kneb nærmest tvinges til at lukke.
Hvad gør gamle billøse enkefru Pedersen eller gamle hr. Møller i kørestol, når de ikke længere selv kan handle dagligdagens fornødenheder i nærområdet? Pyt med det, åbenbart.
Vi har så ualmindelig meget herlig kyst i dette smukke ørige. Hvor smiler fager den danske kyst, skrev Johannes V. Jensen. Du danske friske strand, skrev H.C. Andersen. Ikke uden grund. For det er en helt særlig naturskat, vi her har at forvalte. Netop forvalte. Ikke skalte og valte med.
Men hvad gør man? Skalter og valter og er ligeglad i vækstens hellige navn.
Og så opponerer de selv-følgelig, Naturfredningsforeningen og andre beslægtede gode og fornuftige
foretagender. Også bevaringsforeninger og landsbylaug. Men lur mig, om de får nogen indflydelse? Næppe.
Man kan blive ved med at undre sig over, at regeringspartiet gik markant tilbage ved sidste valg og alligevel kunne danne regering og på så kort tid nå at lave så mange indgreb, der går stik imod det, der er blevet kæmpet for i årtier.
Jeg er demokrat, men nogle gange skuler jeg olmt til demokratiets indbyggede obstruktionsmuligheder. Helst ikke flere ulykker, tak!
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen