TAK TIL JANN SJURSEN for hans indlæg om kontanthjælpsmodtagere og det fremtidige arbejdsmarked her i avisen den 20. januar. Det er en vigtig og nødvendig debat.
Vi er enige om, at det var ironi af den fineste nordjyske slags, når Niels Hausgaard sang, at der altid er arbejd nok til dem, der vil arbejd. Man trækker på smilebåndet på en lidt vemodig måde, for der er ikke altid arbejde nok. Især ikke midt i en krisetid. Og det er alt for nemt blot at hænge arbejdsløse ud som dovne og uvillige.
LÆS OGSÅ: Også socialt udsatte fortjener at være en del af samfundet
Vi er også enige om, at der er mange, der ikke er klar til at arbejde. Selvom vi så stamper i jorden og siger, at de skal! Eller trækker i ydelsen eller giver så lidt i kontanthjælp, at arbejdsløshed bliver til fattigdom.
Opgaven med at få flere i arbejde er meget større end som så. Og den er ikke nem. Ellers var den jo blevet løst for længst. Nu er det så regeringens opgave og dermed min opgave som beskæftigelsesminister at tage fat på udfordringen.
VI HAR GENNEM nogle årtier vænnet os til, at alt for mange danskere ikke går på arbejde, selvom de er i den arbejdsdygtige alder. Det er grundlæggende usundt. Vi bliver nødt til at få flere ud på arbejdsmarkedet, og vi er nødt til at blive bedre til en indsats, der resulterer i et arbejdsliv.
Det er vigtigt, at vi ser det enkelte menneske i beskæftigelsesindsatsen og ikke behandler alle ens. Arbejdsløse, der er klar til job, uddannelse eller tilbud, skal i gang med det samme. Faktisk er der nogle, der helst slet ikke skal ind i beskæftigelsessystemet. Unge skal primært have en uddannelse, og for ledige med flere år på bagen kan der måske blive tale om andre tilbud som for eksempel voksenlærlingeordningen.
Min holdning er, at den, der har evnen, også har pligten. Pligten til at bidrage til fællesskabet.
Men der er også ledige, som har brug for en mere helhedsorienteret og omsorgsfuld indsats. For den gruppe arbejdsløse gælder det, at der næsten altid er tale om flere problemer end ledighed. Det kan være misbrug, nedslidning, sygdom, psykiske eller sociale problemer.
Langtidsledighed kan i sig selv forværre mange problemer. Det er også nogle gange flere end den ledige selv, der er ramt. Der kan være børn eller ægtefæller, som har brug for hjælp, støtte eller en regulær indsats.
Når vi ser de problemer, skal vi være bedre til at gøre noget ved dem. Ingen arbejdsløse må blive kastebold mellem socialforvaltningen, beskæftigelsesforvaltningen og sundhedsforvaltningen. Og vi skal være bedre til at inddrage skoler og ungdomsvejledning. Derfor arbejder jeg nu på at lave en lovgivning, der understøtter kommunernes mulighed for at lave en helhedsorienteret indsats.
Der er meget at tage fat på. Først og fremmest er det nødvendigt at sikre flere arbejdspladser. Og så skal de, der kan, være til rådighed for arbejdsmarkedet.
Men alle kan ikke yde det samme. De mennesker, der har brug for en ekstra hånd, skal fremover opleve, at der er et stærkt fællesskab, der træder til med omsorg og støtte til deres videre færd i livet.
Mette Frederiksen (S) er beskæftigelsesminister