Hvis jeg nu startede med at tage afstand fra genren polemik, ville en og anden nok trække på smilebåndet. Mindst!
Men selv en polemiker kan faktisk nå et punkt, hvor kvalmen melder sig. Fordi den sag, som polemikken skulle tydeliggøre, ofte forsvinder i modpolemikkens selvberuselse: Ingen skal sige mig noget på!
Der var i sommer en debat om den aktuelle grundtvigianismes loyalitet eller rettere manglende over for det, der også for Grundtvig var en hovedsag: menneskets syndighed og forsoningen ved Kristus. Eller for nu at sige det endnu kortere: syndernes forladelse. En tidligere formand for Kirkeligt Samfund, nu Grundtvigsk Forum, Jens Brun, åbnede debatten, og jeg koblede mig på med erfaringer fra den aktuelle Vartov-gudstjeneste.
Kritikken eller analysen af tilstanden i det grundtvigske blev – efter lang tavshed – modsagt. Jens Bruns påstand om, at det grundtvigske havde udskiftet teologi med politisk tilslutning til De Radikale, mødte modsigelse. Og min kritik af Vartov-gudstjenestens teologi gav anledning til en belæring om forskellen mellem teologi og gudstjeneste. Jeg tror, hverken Jens Brun eller jeg blev overbevist af svarene, men for læserne blev der måske nok kastet lys over forskellige positioner.
Men der var i modpolemikken nogle påstande, der virkelig gjorde sig sagen for let. En var, at jeg var ude i et intellektuelt universitært-akademisk anliggende. En andet var den tidligere Aarhus-biskop Kjeld Holms karakteristik af kritikken som macho-teologi. Kjeld Holm syntes åbenbart at mene, at grundtvigianisme-kritikken udsprang af en slags drengerøvs-teologi, der bare var ude på at give modparten et blåt øje.
Intet kan være mere forkert. Jeg har for længst passeret det åremål, hvor ”syndernes forladelse” er en dogmatisk position. Ligesom jeg for længst har mistet interessen for teologi som intellektuel gymnastisk for mandlige – eller kvindelige – kraftkarle. Jeg befinder mig hinsides støvets år, og et langt liv har gjort det tydeligere og tydeligere for mig, hvad synd er. Og hvor nødvendig Guds tilgivelse er. Det var fraværet af denne livserfaring og Guds svar på den, der var anliggendet i min kritik af den aktuelle Vartov-gudstjeneste. ”Macho-teologi” – hvor afstumpet kan polemik blive?
I koret af Niels Grønkjær-forsvarere meldte Anders Klostergaard Petersen sig. I første omgang med et indlæg, hvis underlødighed overgik alt, hvad jeg hidtil havde mødt. Og når man har levet så længe i teologiske og kirkelige cirkler som jeg, har man jo ellers mødt en del.
Klostergaard mente at kunne vifte kritikken af med en oplysning om længden af min publikationsliste. Senere meldte han sig med en hel kronik, hvor han under megen larm og bulder og vulgære formuleringer hævdede, at begrebet ”klassisk kristendom” blot var min og ligesindedes måde at afpisse eget territorium på. Og så fik vi os ellers en nedladende belæring om kristendommens mangfoldige former ned gennem historien. Fra Det Nye Testamente til de sidste tider. Om alle forskellighederne og brudlinjerne. Som kirkehistoriker kan jeg for så vidt sige, at den historiske fremstilling stort set var rigtig. Den blev bare ikke brugt til at belyse sagen, men til at tilsløre den.
Min kritik af Niels Grønkjærs teologi drejer sig om den gammeltestamentlige skabelses- og syndefaldsfortælling og dens optagelse i kristendommen. Grønkjær afviser skabelsesfortællingens ord af Guds mund, at skabelsen var ”såre god”. Grønkjær mener, at skabelsen var en inkompetent Guds værk. Hvorefter han læser syndefaldsberetningen som Guds disharmoniske overgreb på det uskyldige menneske.
Det er ønsket om modsigelse af denne afsporede læsning af den fundamentale bibelske fortælling, der motiverede mig for at gå ind i debatten om den aktuelle grundtvigianisme. For læser man som Grønkjær, er der selvsagt ingen ”syndernes forladelse”. Og så bliver forkyndelsen blot ”tomme ord og lyde” for nu at citere Grundtvig.
Anders Klostergaard Petersens braldrende tirader over udtrykket ”klassisk kristendom” er både intellektuelt og teologisk underlødige. I spørgsmålet om forståelsen af evangeliet kan man ikke slutte fra historiens mangfoldighed til sandhed. Og ”klassisk kristendom” er ikke alle kristendommens historiske udtryksformer, men den forståelse af skabelses- og syndefaldsfortællingen, som blev formuleret i lyset af Kristi opstandelse. Som vi møder fra Paulus over evangelierne og som en rød tråd gennem kristendommens historie – alle de historiske udtryksformer i øvrigt ufortalt. Og alle disse historiske forskelligheder skal have lov til at fortsætte deres liv, men selvfølgelig kun så længe de ikke hindrer gudstjenestedeltagerne i at forstå deres liv som synd og tilgivelse. Det er imidlertid det, der sker i den aktuelle Vartov-gudstjeneste.