Politikerlede og Pia Kjærsgaards svanesang

Vi bør kunne forvente af den ærede formand for Folketinget, at hun alvorligt og med omsorg styrker vores tillid til parlamentarismen

Pia Kjærsgaard er fanget af sin identitet som opposition til ”magten”, skriver Bent Meier Sørensen.
Pia Kjærsgaard er fanget af sin identitet som opposition til ”magten”, skriver Bent Meier Sørensen. Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Polfoto.

Politikerlede er ingen ny opfindelse. I den græske bystat, hvor Platon sorgløst gik og danderede den, trivedes den glimrende. Det filosofiske ideal var at leve stille og fredeligt, og det var jo tydeligvis umuligt for folk engageret i politik. De piftede rundt og blandede sig i alt fra indretningen af fællesbadene til taktikken i krigen mod Sparta.

Modsat folk med en egentlig uddannelse som for eksempel filosofferne var politikerne halvstuderede røvere. Platon hånede dem for at være gesjæftige multikunstnere, eller på græsk polypragmosyne .

Denne foragt genfindes i nutidens politikerlede; politikere har som bekendt aldrig færdiggjort deres uddannelser, og hvis de har, har de aldrig haft et ”rigtigt” job. De er også, fra Hillary Clinton til Morten Messerschmidt, dybt korrumperede. Faktisk er korruptionen indbagt i selve lønnen – det er jo den, som får dem til at klamre sig til stolene i stedet for at komme fædrelandet til undsætning, hedder det.

Tilbage i den græske bystat havde Platon et driftsikkert alternativ til politiker-pakket. I stedet for et dysfunktionelt demokrati skulle en gruppe af få, men vise borgere styre. Og ja, det var filosofferne selv, den betænksomme filosof havde i tankerne.

Så opfindsomme er nutidens enorme gruppe af politikertrætte vælgere ikke. De vil egentlig ikke have nogen på Tinge som vil regere, for sådan nogen er jo pr. definition gesjæftige, lømler og lommetyve. Derfor vælger vælgerne i stigende grad politikere, som er som dem selv, til Folketinget, der nu er domineret af en enorm, permanent opposition.

Når man har placeret hele sin politiske identitet i oppositionsrollen, er det meget svært at komme ned af træerne og ud af rollen. Af frygt for at blive identificeret med de pragmatiske, det vil sige korrupte politikere, forbliver man opposition.

Det er denne fælde, Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, er blevet fanget i. Kjærsgaard kunne have nydt anerkendelsen i at besidde folkestyrets fornemmeste embede og spurgt sig selv, hvad denne nye rolle mon krævede af hende.

Kjærsgaard har været en gudsbenådet spreder og brugt den enorme modstand mod sin person til sin og sit partis fordel. Ingen har som Pia Kjærsgaard kropsliggjort opposition til eliten og til magthaverne og samlet en femtedel af befolkningen omkring sig.

Men Kjærsgaard har endnu ikke sanset, at embedet som formand igen kalder på samleren, men nu på et nyt niveau. Hun er fanget af sin identitet som opposition til ”magten”.

Men når vi som vælgere er lede og kede af at glo ind i Samuelsens stålsatte blik eller får kvalme af Thulesen Dahls bortforklaringer, skal vi forvente af den ærede formand for Folketinget, at hun alvorligt og med omsorg styrker vores tillid til parlamentarismen.

At slutte som samler kunne have været en smuk svanesang for Pia Kjærsgaards enestånde politiske virke. Nu har hun i stedet som spreder kastet benzin på politikerledens bål.