DET ER SJÆLDENT tankens klarhed, der præger brugen af ordet "politisere". Det gælder Torben Brammings kronik den 8. oktober, hvor han taler om politisering af folkekirken. Han tager blandt andet afsæt i sagen omkring Brorsons Kirke, hvor hans påstand er, at en "politiserende gruppe præster og aktivister forsøgte at trække folkekirken ind i indvandrerpolitikken".
Hvad mener manden med politiserende? Mig bekendt er hverken præsten ved Brorsons Kirke eller andre af de involverede personer medlemmer af Folketinget. De har med andre ord ikke del i lovgivningsmagten. Hvis "politisere" betyder at udøve politisk magt, så er det derfor noget vrøvl at tale om en "politiserende gruppe præster og aktivister".
Men måske mener Torben Bramming, at præster og andet godtfolk politiserer blot ved at omtale konkrete forhold i samfundet? I så fald er der ikke grænser for, hvad der falder ind under begrebet. Enhver omtale af samfundsforhold – det være sig i medierne eller fra kirkernes prædikestole – kan på den måde rubriceres som politisering.
Nej, det er ikke menigmand, der politiserer. Det er derimod den politiker, som ikke kender grænser for, hvad der bør laves politik på. Og den type politikere har vind i sejlene. Vi har på det seneste set mange eksempler på deres emsighed.
Vi har set, hvordan lovgivningsmagten har politiseret skikkelige menneskers brug af hobbykniv. Vi har set, hvordan politikere var i færd med at gøre nogle få kvinders brug af burka til et vældigt politisk problem. Og nu på det seneste er man så gået i gang med at sætte den kriminelle lavalder ned, på trods af at sagkundskaben advarer imod at gøre det.
Ganske vist ligger lovgivningsmagten hos de folkevalgte og ikke hos eksperterne, men når de folkevalgte ikke vil nedværdige sig til at lytte til eksperterne, så går der jo hæmningsløs politik i sagen. Sagkundskaben bliver politiseret til side.
OGSÅ FOLKEKIRKEN HAR mærket politiseringsbølgen fra politikernes side. Tydeligst ved Brorsons Kirke, hvor statsmagten gjorde, hvad selv statsmagten i DDR ikke vovede at gøre i sin tid, nemlig at sende politiet ind i en kirke for at hente mennesker, der har søgt tilflugt der.
Vi skal huske, at man ikke havde behøvet at rydde Brorsons Kirke. Asylmyndighederne kunne mageligt have ventet og brugt ventetiden til at genoverveje deres håndtering af asylsagerne, herunder de konkrete følger for de berørte mennesker. Specielt kunne ministeren have overvejet, om ikke der var gået for meget politik i hendes forståelse af, hvad humanitære hensyn er.
Men tilbage til Torben Brammings håbløse tale om politiserende præster. I salmebogen findes et salmeafsnit under titlen "Kærlighed til Gud og næsten". I disse salmer er der rigeligt belæg for, at der kan udledes forestillinger om medmenneskelighed af kristendommen. Forestillinger om medmenneskelighed kan givetvis også udledes af andre religioner, men på dansk grund er det kristendommen, der har været hovedleverandør af disse forestillinger.
Derfor er det kirkens ret, ja, kirkens pligt at gøre kristendommens forestillinger om humanitet gældende over for en statsmagt, der har politiseret humaniteten ud af den måde, vi behandler asylsøgere på. Om politikerne på Christiansborg vil lytte til den kirke, som staten er bundet til ifølge grundloven, er deres egen suveræne afgørelse. At tale om politiserende præster er at tillægge præster en magt, de ikke har.
Georg Klinting, organist og forhenværende sognepræst, Hunderupvej 27, 1., Odense C