Kristendommen har tabt, hvis prædikenen skal være polemisk

Søren E. Jensens prædiken indeholder ikke andet end polemik mod kolleger og andres forkynde- og gudstjenesteformer. Ikke et eneste opbyggeligt ord, selvom opbyggelighed er hele pointen, skriver sognepræst Henrik Gade Jensen

Evangeliet skal ikke forkyndes i negation og ved at fremhæve det falske og forkerte, skriver Henrik Gade Jensen. -
Evangeliet skal ikke forkyndes i negation og ved at fremhæve det falske og forkerte, skriver Henrik Gade Jensen. - .

MARGRETHE HORSTMANN undrer sig i Kristeligt Dagblad den 26. februar over min kritik af Søren E. Jensens prædiken.

Jeg undrer mig fortsat over, hvad Søren E. Jensen vil byde sin menighed og sine kirkegængere i sit pastorat fra prædikestolen.

For Søren E. Jensens prædiken indeholder ikke andet end polemik mod kolleger og andres forkynde- og gudstjenesteformer. Ikke et eneste opbyggeligt ord til det menneske, der den søndag måtte være kommet i kirke. Ingen trøstens ord. Ingen glæde. Intet at tage med hjem andet end forundring over præstens skyggeboksning og mange aversioner.

Prædikenen kunne med præciseringer egne sig fint som kronik her i avisen og som oplæg til debat om gudstjenesteformer. Så kan der svares og debatteres og uddybes. Og jeg ville måske ikke være særlig uenig.

Evangeliet skal ikke forkyndes i negation og ved at fremhæve det falske og forkerte, pege fingre eller hænge ud. Måske har kollegapræster andre forkyndeformer, aktiviteter og fortolkninger, end hvad man selv bifalder, men opgaven i prædikenen er og skal være positiv og opbyggelig ved at vise ens udlægning af dagens tekst og forkynde evangeliet, som det skal siges til de enkelte kirkegængere, der er kommet den søndag. Kristendom er at vise det, gøre det, leve det og lade det være eksemplet. Ikke at vrænge og pege og skælde ud.

Søren E. Jensen bliver selv farisæeren, der står der med alle sine rigtige meninger om den sande Maria-kirke og den forkerte Martha-kirke, som alle andre dyrker. Prædikenen skal ikke være en metadiskussion om gudstjenesteformer, men præstens eget bud på, hvad evangeliet har at sige os i dag. Ved sit eksempel og sin tale kan han selv åbne døren til Maria-kirken.

En prædiken skal ikke være polemisk, men opbyggelig. Ved polemik hænges andre til tørre som karikaturer eller fugleskræmsler, som så er såre lette at plaffe ned. Det kan være underholdende, og hvis man er enig, ser man ikke det polemiske. Men det er også anstrengende, fordi den lever af at hænge andre ud.

Jeg forstår ikke, hvordan der udviklede sig en prædikentradition i sidste halvdel af det 20. århundrede, hvor det blev velset at ride polemiske kæpheste fra prædikestolen mod, hvad man anså for pietistiske mørkemænd.

Fra ældre kolleger fra alle kirkelige retninger har jeg fået at vide, at det var frigørende og vigtigt, at det blev sagt som opgør med kirkelig fromhed og førerskikkelser. Måske.

Dengang kunne man tillade sig det, fordi folk alligevel af gammel vane kom i kirke. Kirkens kapital var større dengang, og der kunne gnaves meget i den, men i dag er vi inde ved hovedstolen. På lang sigt kan der ikke forkyndes kristendom på den måde.

Kristendommen har tabt, hvis den skal formidles negativt ved kun at påpege vrangsiderne. Præsten skal forkynde evangeliet, som det foreligger i dagens tekster, uanset om der i egen indbildning måtte være tåber i andre kirker, der gør det på anden vis.

Hvad nu hvis folkekirken en dag løber tør for fæhoveder, hvad skal Søren E. så prædike om? Hvis udgangspunktet er evangeliet, bliver det lidt nemmere.

Henrik Gade Jensen er sognepræst