Der er i den offentlige debat en mærkelig frygt for, at kristne mennesker skal bringe deres trosbaserede overbevisninger med over i deres politiske eller offentlige hverv. Mange tror på myten om, at disse felter skal være værdineutrale, hvilket i praksis er en umulighed.
At ateistiske sekularister kæmper for denne myte er ikke så uventet. Det er mig mere ubegribeligt, at mange af folkekirkens folk forsøger at opretholde en klar adskillelse mellem kirken og det politiske liv. Denne holdning trækkes som regel af huse, når nogen med henvisning til Jesu eller apostlenes ord formaster sig til at sige noget om forholdet til for eksempel flygtninge, de fattige, seksualetik, skaberværket eller danskernes dyrkelse af pengene som livets mening.
Så rykker kavaleriet ud og minder den formastelige om Luthers uimodsigelige toregimentelære. Den går i kort form ud på, at kirken ikke skal blande sig i det politiske, samt at det politiske så heller ikke skal blande sig i kirkens liv. I praksis betyder dette, at kirkens folk ikke må tale med henvisning til Jesu liv og lære - særligt ikke Bjergprædikenen - i det offentlige, politiske rum. Ellers forbryder de sig mod toregimentelæren, og så kunne man jo få den grimme mistanke, at kirkens folk vil søge at undertrykke den personlige frihed i et art fundamentalistisk præstestyre.
Selve dette skræmmebillede er så langt ude, når man ser på den kirkelige virkelighed, at jeg ikke skal argumentere imod det. Men jeg undrer mig over, at tilsyneladende alle slår hælene sammen, hver gang Luther og hans toregimentelære bruges som uimodsigeligt argument.
For den holdt ikke for Luther selv, og den holdt - og holder - ikke i en dansk sammenhæng, og den bygger på tvivlsom teologi. Den fører i praksis til, at det politiske lag får lov til at være sekulariseret, medens staten glad og gerne blander sig i kirkens liv, som nu har fået mundkurv på som kirke i forhold til staten.
Lad mig som eksempler blot minde om, at Luther selv blandede sig i politik, ikke mindst da han skriftligt opfordrede de tyske fyrster til at slå bønderne, der deltog i bondeopstanden, ned som ”gale hunde”.
Lad mig også minde om, at det var den danske konge, der bestemte indholdet i kirkeordinansen af 1537 (lovgrundlaget for den nye lutherske kirke), og at biskopperne ifølge denne skulle sværge kongen troskab.
Et mere nutidigt eksempel på, at det politiske lag stadig blander sig i kirkens liv, kunne være tidligere kirkeminister Manu Sareens (R) utilslørede magtpolitik for at få folkekirken til at indgå ægteskaber mellem to af samme køn.
Hvis kirken ikke tillader sig selv at være kirke - at bringe Jesu ord og eksempel i spil på alle livets områder, inklusive det politiske - så har den overgivet banen til andre ideologier og guder, som nok skal vide at fylde tomrummet ud.
Jeg argumenterer som frikirkepræst ikke for, at kirken skal være en del af det statslige magtapparat, som den de facto har været det i Danmark i århundreder. Men jeg argumenterer for, at kirken, forstået som kirkens ledere og medlemmer, skal turde udfordre de politiske fortællinger, rationaler og værdier på baggrund af Jesu ord og eksempel.
Ellers er den som salt, der har mistet sin kraft og kun dur til at trædes ned af mennesker, for nu at slutte med en af Jesu krasse metaforer til kirkelig selvkritik.
Tonny Jacobsen er frikirkepræst ved Pinsekirken i Vejle og talsmand for FrikirkeNet