JOURNALISTEN OG PRÆSTEN Søren E. Jensen har delagtiggjort medierne i sin egen personalesag. Det er han i sin gode ret til, for vi har ytringsfrihed. Roskildes biskop, Peter Fischer-Møller, har naturligvis ikke samme ytringsfrihed til at udtale sig om en igangværende personalesag. Den konkrete ubalance i mulighederne for at give omverdenen aktindsigt eller kalde på dens sympati er åbenbar.
Ligeledes er det tydeligt, at det er kulminationen på et langt forløb, som det også fremgår af Kristeligt Dagblads dækning, og vil være dem bekendt, som har læst Søren E. Jensens skarpe indlæg gennem tiden. Det ligner et personligt modsætningsforhold, som vi andre ikke kan danne os nogen mening om og allerede for år tilbage havde været bedre tjent med ikke at blive blandet ind i.
Man undrer sig således over de offentliggjorte akter om håndteringen i det seneste forløb inklusive den korte prædiken om ”det ene fornødne”. Den ser ud til at være holdt i provstiet i en anledning, der oprindelig var tænkt festlig. Prædikantens tilgang til opgaven er i dét lys usædvanlig. Men det er vel også valget af prædikant, hvis dennes journalistiske fristelse til at prædike stærkt polemisk var velkendt.
Den offentliggjorte prædiken efterlader ingen tvivl om teologen Søren E. Jensens iver efter at ”beflitte sig på at forkynde Guds Ord rent og purt (“) modarbejde misbrug af nådens hellige midler (“) og stræbe efter flittigt at granske troens hellige lærdomme” og således leve op til sit præsteløfte.
Dette omfatter dog også, at præsten Søren E. Jensen ”mod kaldsfæller udviser et sådant forhold, at der ikke med grund skal kunne føres klage over mig”. Biskoppen kan kun som en god leder samarbejde med det præsteløfte ved at føre et tilsyn, der fremmer frimodighed og ordentlighed hos en tryg og intelligent medarbejder. Klagers gode grunde kan være et meget vanskeligt skøn.
Netop derfor stillede Kristine Gardes kronik den 14. februar en række vigtige spørgsmål om præsters retssikkerhed i almindelighed. Under overskriften om ”Biskoppen nu er både anklager og dommer” peger hun på uhensigtsmæssigheder, som forhenværende kirkeministre åbenbart ikke kan vedkende sig.
At hverken biskopper eller menigheder i virkeligheden er tjent med dette, viser debatten allerede. Derfor må det forlanges, at biskopper, kirkeministerium og præsteforening er rede til at tage hendes kritiske spørgsmål alvorligt og drøfte dem principielt uden blot at gøre dem til elementer i en konkret klagesagsbehandling.
Den meget korte prædiken bør jo ikke i sig selv kunne udløse tjenstlige sanktioner.
Men når dét er sagt, så er det godt nok trist at få den tanke, at den klagende provst kom med notesblokken i lommen, i forventning om at præsten gik i en fælde. Men der er heller ikke meget glæde i at læse, hvordan prædikanten med ordet i sin magt over for provstiets menigheder bruger det til at uddele karakterer for, hvordan hans kolleger er eller burde være præster.
Er folkekirken virkelig blevet sådan et lille sted, hvor folk måler hinanden? Hvor ordet ikke er frit? Og hvor - hvis det er - det bliver misbrugt til at nedgøre, hvad andre opbygger?
Begge dele ligner den farisæiske ufrihed, som Jesus tordnede imod, fordi den knægtede medmenneskers frimodighed.
Carsten Mulnæs, sognepræst, Kirkevænget 1a, Allerød