Jeg er ikke udelt begejstret for den ”nye” autoriserede bibeloversættelse fra 1992. Den lader mig ofte i stikken. Det gør den, når jeg opsøger et af de gammelkendte citater og ser det erstattet af ord, som er mere bovlamme og poesiforladte.
Lad gå med gravid i stedet for frugtsommelig og bæger i stedet for kalk, men det meget betydningsladede ord hjerte bliver også stedmoderligt behandlet. Jeg er lidt misundelig på englænderne, der er lykkeligt befriet for alt dette Bessermacherei. De bruger stadig King James' Bible fra 1611, altså medens Shakespeare endnu levede.
Og nu til min ærgrelse. Aktuelt gælder den citatet ”Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?”. (Matt. 16, 26).
Går man til King James' Bible finder man en formulering, der er helt parallel med ovenstående. Med den nye danske oversættelse forholder det sig anderledes. Her lyder samme passus: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?”.
Det kunne måske godt være formuleret lidt mere elegant, men fred med det. Det provokerende er, at sjælen er taget ud af foretagendet. Opsøger man tilsvarende skriftsteder gør det samme sig gældende. Sjæl bliver næsten konsekvent oversat med liv.
Men altså: De skriftkloge har talt, og deres ord står til troende. De har sikkert både teologien og filologien på deres side. Men de har til gengæld afmonteret en vigtig folkelig pointe.
Liv og sjæl er ikke det samme i en almindelig folkelig forståelse. Sjælen er en del af livet, men livet er ikke en del af sjælen. Man kan nemlig miste sin sjæl uden at miste livet, og det er netop pointen i den gamle oversættelse. En pointe, der går aldeles fløjten i den nye.
Der er intet til hinder for, at man kan leve videre med den sorteste samvittighed, eller endnu værre: uden at plages synderligt af sin samvittighed. Det er faktisk ikke undtagelsen, men snarere reglen. Og det er blevet endnu lettere her i moderniteten, hvor vi har afmytologiseret ondskaben. I middelalderen var Djævelen anskueliggjort som et frygtindgydende monster med horn i panden og bukkeben. I den moderne verden er ondskaben blevet sekulariseret, så den ikke er til at skelne fra den oplyste myndige borger.
Lad mig efter alle disse indledende spilfægterier komme til mit budskab. Jeg er så inderligt led og ked af de seneste ugers diskussion om for og imod lovliggørelsen af prostitution. Der kan givetvis findes gode argumenter både for og imod, og jeg har sympati for begge.
Mest hælder jeg dog til udmeldingen af Amnesty International, der går ind for legalisering - ikke fordi man mener, at prostitution i sig selv er en god ting, men ene og alene for at sikre bedre og mere trygge vilkår for dem, der faldbyder deres krop.
Det, der generer mig, er, at denne monomane fokusering på krop og seksualitet skygger for en langt mere radikal problemstilling. Hvad med den sjælelige prostitution?
Lad os bare se i øjnene, at prostitution er et alment vilkår i den moderne konkurrencestat. For at fremme væksten opdrages alle jo til at sælge sig selv på markedet til de højest bydende. Og så tager man, hvad der følger med. Det forarger tilsyneladende ingen. Lykkes det for en, er man en succes. Og hvem vil ikke gerne være det?
Nej, lad os hellere tale om de stakler, der tjener deres penge ved at lægge krop til. Det er meget lettere at forholde sig til. Og det er måske, når det kommer til stykket, mere ærligt arbejde. Der er grænser for, hvor meget kroppen kan bedrage.
Men sjælen er forløjet og kan gøre sort til hvidt så let som ingenting. Der er ingen grund til at betragte sexarbejderne som moralsk underlødige. Prostitutionen er almen!
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk