Toplønninger på over en million årligt i serviceerhverv er en hån mod den almindelige hårdtarbejdende jordemoder, lærer, forsker, socialrådgiver eller politimand.
Hvis man ikke er motiveret til at yde service for en løn på 700-1.000 tusind kroner, er man simpelthen ikke tilstrækkeligt kvalificeret til jobbet. I Danmark, ja i Nordeuropa generelt, har vi en protestantisk arbejdsetik og her mere præcist en luthersk arbejdsetik.
Det betyder, at vi er indlejret i forestillinger om, at vi har et kald til vores arbejde, vi er engagerede, lydige og disciplinerede, om man så giver ydelserne for Guds, statens eller fællesskabets skyld. Ingen familier har brug for mere end en million om året, selv hvis den ene forsørger er skubbet ud på et sidespor. Jovist er der mange, der stresser, ledere for eksempel, det gør jordemødre også for en tredjedel af lønnen.
Af samme grund er det illusorisk at tro, at sænkelse af millionærskatten får folk til at arbejde mere endsige bedre. Når folk i millionklassen arbejder mere, grunder det i øget status og faglig motivation. Det er et spørgsmål om ære, ansvar og faglig interesse. Tryghed og tillid skabes ikke bedre hos en læge, der kun arbejder for at tjene mere end en million. Man arbejder for at leve op til protestantisk arbejdsetik og finde arbejdsglæde.
Så meget desto mere er der tusindvis af højtkvalificerede unge universitetsuddannede, som står i kø til at overtage krævende job under millionlønnen. Det giver status, glæde, ære og prestige at arbejde for andre og med andre; og det er, hvad der motiverer. Meget af det kan også ses i den private sektor, hvor lønudsving dog kan være meget større. Men den offentlige sektor kan være ledende i nye og andre tilgange til skabelsen af de værdier, som samfundet har brug for – og som ikke blot tjener den enkelte forbrugeregoisme.
Gorm Harste er lektor ved institut for statskundskab, Aarhus Universitet