VI LEVER I forunderlige tider, hvor vores institutioner, der skulle stå som bolværk i et uroligt hav, smuldrer for øjnene af os. Eksemplerne står praktisk talt i kø, og man kan kaste et blik på en ellers så hæderkronet institution som postvæsenet for at se, hvad der sker, når en væsentlig institution forsvinder.
For man har kun betragtet postvæsenet som et udbringningsfirma, og det har man rationaliseret og optimeret så voldsomt, at det næsten er helt væk. Men postvæsenet var så mange andre ting: identitetsskabende, fællesskabskonstituerende og socialnetværk.
Alle disse ting har man i blindhed ikke set, men kun fokuseret på rationalet. Postvæsenet så for eksempel i landområderne også efter fru Hansen og så efter, om hun var stået op, og alt var vel. Hvorfor har man ikke rationaliseret det? Så kunne postvæsenet være en væsentlig støttefunktion for social- og sundhedshjælperne. Hvorfor har man blindt fokuseret på én ydelse, når der var så mange flere? Hvorfor accepterer vi at blive ledt af den blinde rationalisme?
Det er en forunderlig tid, og nu er der endog varslet storkonflikt over Danmark. Ansatte i stat, region og kommune er varslet i strejke, og arbejdsgiversiden slår igen med lockout. Det er omfattende og forbløffende.
Det rammer næsten alle grene af samfundet og det rammer også folkekirken. Størsteparten af folkekirkens præster er tjenestemænd og således ikke omfattet af strejke og lockout. Men kirkegårdsgravere, kirketjenere, organister med mere er ramt. Således kan evangeliet nok forkyndes, børn kan døbes, unge kan undervises, og sjælesorg opretholdes, men kirkeklokkerne tier over landet, lysene på alteret tændes ikke, for det er strejkeramt arbejde, og ingen kan tage opvasken efter altergangen. Og nok værst af alt: Begravelser kan mange steder ikke gennemføres, for der er ingen til at grave graven.
Så ved gudstjenester og kirkelige handlinger tier klokkerne nu over landet for første gang siden Reformationen, hvilket er et voldsomt perspektiv. Reformationen var kampen for evangeliets frie ord, og kampen mod, at landet kunne lægges i interdikt, som det hed i middelalderens romerske kirke, hvor hele landområder kunne rammes af interdiktet, hvor klokkerne ikke ringede, og begravelser ophørte.
Denne tvang forsvandt med Reformationen. Landet kunne ikke længere lægges i interdikt. Altså indtil i dag. Hvad der mislykkedes for middelalderens romerkirke, lykkes nu for Moderniseringsstyrelsen. Storkonfliktens konsekvenser på det kirkelige område er fuldstændig magen til middelalderens konsekvenser. Det er tankevækkende og kirkehistorisk umådeligt interessant. Det kalder måske endog på en ny reformation. Denne gang ikke af de kirkelige institutioner, men af de verdslige institutioner.
De verdslige beslutningstagere synes at opføre sig som en magtfuld pavestat, der sælger ud af arvesølvet og vores fælles ejendom. Det kalder på en reformation og et opgør mod den blindhed, der hersker i disse institutioner: at vores fælles samfund ikke blot er en rationel forretning, men har været et vidt forgrenet netværk, som vi kalder et samfund og vores land.
For det er symptomatisk, at man siden Reformationen ikke har kunnet lægge et land eller område i interdikt, og nu sker det måske. Og således sagt med et halvt citat, at nu kan det ske, at ”klokkerne ikke længere ringer over ø”, som det hedder i B.S. Ingemanns sang om den danske reformator Hans Tausen.
Thomas Reinholdt Rasmussen er provst i Hjørring.