I en og samme avis (Kristeligt Dagblad den 11. juni) kan man gentagne gange i dens 14 artikler, indlæg og læserbreve om Grosbøll-sagen læse ordet frihed. En overskrift udtrykker på baggrund af sagen »Frygt for præsters ytringsfrihed«, en kirkeretsekspert taler om præsters forkyndelsesfrihed - uden at præcisere, hvad det er - Grossbøll selv udtaler fra Taarbæk Kro: »Hvis jeg ikke frimodigt kan prædike i min kirke, kan det være det samme!«
Nu er kirken i Taarbæk jo ikke kun pastor Grosbølls. Hans eneste adkomst til den er faktisk, at han er kaldet til at prædike der; vel at mærke ikke hvad han selv frimodigt kan hitte på, men »forkynde evangeliet rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger« - altså i Bibelen og de lutherske bekendelsesskrifter. Det har han ved sin præsteordination givet håndslag på, og det har han forpligtet sig til gennem det præsteløfte, han en gang har underskrevet.
Dermed er der sagt noget afgørende om, i hvilken forstand ordet frihed kan bruges i denne sammenhæng. Det ville være gavnligt om de, der bruger det ord her og i anden kirkelig sammenhæng, tydeligt giver til kende, hvad de egentlig mener. Lige nu kan man nemmest få indtryk af, at vi præster nærmest har frihedsrettigheder til at sige hvad som helst.
Ytringsfrihed har enhver borger i dette land. Den er sikret ved lov; også for præster. Men alle har vi den under ansvar. I princippet kan vi udtale eller skrive lige, hvad der passer os. Men vi må så være parat til at tage konsekvenserne, hvis det, vi siger, går et andet menneske for nær.
Forkyndelsesfrihed er et særligt kirkeligt begreb, som blev opfundet til lejligheden, engang en præst var kommet til at bruge sin ytringsfrihed på prædikestolen, så der pludselig blev gjort et juridisk ansvar gældende. Faktisk eksisterer begrebet forkyndelsesfrihed slet ikke. Præster har på ingen måde frihed til at forkynde hvad som helst, men er tværtimod bundet til at forkynde evangeliet - det, at Gud har noget godt, glædeligt og fortrøstningsfuldt at sige os gennem Bibelen, sådan som vi har lært at læse og forstå den i den evangelisk-lutherske tradition. Det er det, der ligger i ordinations- og præsteløftet. Forkyndelsesfrihed er ikke en særlig gejstlig ytringsfrihed, men den frihed det danske folkestyre har pligt til at sikre folkekirken i kraft af Grundloven, nemlig friheden til at forkynde evangeliet og ikke noget som helst andet.
Her er vi måske ved kernen i Grosbøll-sagen.
Frihed giver ingen mening uden grænser. Det er et paradoks, men ikke desto mindre sandt. Uden grænser ville man aldrig vide, om der i grunden er nogen frihed. Først når det kan fastslås, at hertil går den, bliver friheden konkret og reel. I nævnte udgave af Kristeligt Dagblad skriver fhv. rektor Niels Thomsen: »... hvor evangeliet er, må der være frihed.« Netop. Her sættes friheden af evangeliet. Friheden er da friheden til at forkynde det, evangeliet lyder på - Guds glædes ord til enhver, der vil høre det. Hvor evangeliet er, må der være frihed. Ja. Men spørgsmålet i Grosbølls tilfælde er: hvad må der så være der, hvor evangeliet ikke er?
Jørgen Kjærgaard
sognepræst
Præstegårdsvej 8
Vestervig