Da jeg i sin tid boede på Borchs Kollegium inde midt i København, kunne man hver dag se over på et skilt på genbobygningen, hvorpå der stod skrevet, at her havde Peter Faber engang boet, og at det var her han skrev intet mindre end Højt fra træets grønne top.
Hvis Peter Faber havde levet i dag, ville han næppe have haft mod til sin optimistiske julesang, men i stedet i overensstemmelse med tidens klimadebat have skrevet Højt fra træets visne top.
For sådan er det: De tegn i sol og måne og stjerner på, at folk skal blive rådvilde og angstfyldte over havets og brændingens brusen, som Jesus taler om i den såkaldte synoptiske apokalypse, er nu en hverdagsreaktion i og med, at klimaet ikke opfører sig, som det gjorde engang: Grønland er omsider ved at leve op til sit navn, fordi der ifølge pressen nærmest ned-smelter en gletsjer hver anden time. Til gengæld betyder nedsmeltningen af grunde, som jeg ikke skal gøre mig klog på, at vi her i Danmark ikke længere behøver at drømme om en hvid jul, da klimaændringerne medfører, at sneen daler ned allerede i november.
Desværre må vi ikke glæde os over, at sneen falder, da den hvide jul er et resultat af, at vi ikke har opført os ordentligt. Det er det også, når sommeren er drønende varm eller hundekold for ikke at tale om den vinter for få år siden, hvor sneen aldeles ikke faldt i november, men hvor det tværtimod var så varmt, at man måtte slå græsplænen helt ind i december.
Hvad enten sommeren er våd og kold, eller efteråret langt og smukt, sådan som det skete i år, så er kun en ting sikker: Vejret er en konsekvens af de menneskeskabte klimaforandringer, som det hedder med en standardvending, der bruges af alle, undtagen af digtere og naturvidenskabsfolk.
Men ikke så få teologer synger med på sangen. Det er de såkaldte skabelsesteologer, der som helvedesprædikanter forkynder os, at enden er nær, og at det helt igennem er vores egen skyld, at den er det.
LÆS OGSÅ Biskop: Dommedag er nu
En af de mest ivrige er biskoppen for Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller. Som en parafrase over Brorsons berømte linje Det mindste græs jeg undrer på har biskoppen skrevet, at vi skal undre os over Guds skaberværk og sammen tænke over og arbejde for, at ikke kun vores børn og børnebørn, men børn over hele jorden og deres børn og børnebørn igen må kunne glæde sig over den enestående grønne og blå planet, vi har fået lov til at leve på.
Men her begår Peter Fischer-Møller efter min mening en temmelig grov reduktion af Brorsons poesi. For når salmedigteren undrer sig over det mindste græsstrå, så handler det ikke kun om natur og den grønne og blå planet, men derimod som salmen da også hedder al den ting, som Gud har gjort. Og når Brorson undrer sig, så skyldes det ikke en belærende bekymring om, at vi skal bevare Guds skaberværk. Brorsons undren hører hjemme i den æstetiske kategori, hvor vi kan blive så himmel-rivende henrykte over synet eller lyden af noget, at det sprænger enhver forstand.
Denne overvældende æstetiske fascination har både filosoffen Kant og mange år senere Lyotard kaldt for det sublime, altså det øjeblik, hvor vi oplever noget, som er så stort og fantastisk, at vi kun kan undre os.
Vores undren finder sandt nok sted, når naturen viser sig fra sin allermest gavmilde side, som når mælkebøtterne med ét blir tændt som et tivoli, som det hedder et sted i Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling Rystet spejl, men det gør Thomsen lige så lidt som Brorson til en naturdigter, der kan bruges i en skabelsesteologisk polemik om Guds grønne natur.
Hvad Thomsen nemlig på linje med Kant og Brorson og Lyotard er fuldt ud opmærksom på, er, at den grænseoverskridende kunstneriske betagelse ikke er forbeholdt artige eksempler som en vårgrøn bøgeskov eller en skrigende gul rapsmark i fuldt flor. Sublimeringen kan også opstå, når man pludselig støder på noget, som man ellers med fornuften afskyr.
Her kan man pege på Leni Riefenstahls film Viljens Triumf, som er blændende flot, også selvom den skildrer en nazikongres. Eller for at tage et personligt eksempel: Inde midt i Polen ligger en by med det uudtalelige navn Wloclawek, og i udkanten af Wloclawek lige op og ned ad det sted, hvor floden Wisla er allersmukkest ligger en kæmpestor kemifabrik.
Kemifabrikken passerede jeg ofte, da jeg engang boede i Polen, og specielt om aftenen og natten var det et imponerende og betagende syn: Fabrikken var gennemillumineret, og fra de mange skorstene steg der røg op i både gullige, rødlige og blålige nuancer, hvilket alt sammen gav en farvelade svarende til en rockkoncert.
Der er ingen tvivl om, at kemifabrikken langtfra var økologisk korrekt, og alligevel var synet af den oplyste og buldrende kemifabrik så gennemført flot, at man havde lyst til at slå korsets tegn og takke Vorherre for, at han havde skabt noget så storslået.
Og her kommer Peter Fischer-Møller og alle de andre moderne dommedagsteologer til kort, for hvem andre skulle denne fascination hinsides enhver fornuft og forstand stamme fra end fra Gud selv?
Dermed ikke være sagt, at man skal lade stå til. Klimadiskussionen er bare ikke nogen speciel teologisk opgave, Guds skaberværk eller ej, for skabelsen er langt større og mere kompleks, end at den kan nedkoges til et argument i en aktuel, økologisk debat.
Her må teologerne besinde sig og overlade klimaet til naturvidenskabsfolkene, som har langt mere forstand på den slags, ligesom dommedag og eskatologi igen må være forbeholdt svulstige rockbands og Jehovas Vidner.
Søren E. Jensen er hjælpepræst i Hvalsø og Særløse