Præst: Sådan er det, når ens kirke indstilles til lukning

De 17 kirker, som er blevet indstillet til lukning i København, er efterladt i en mærkelig situation uden overskud til nytænkning. Selvom lukningen ikke er endelig, har udmeldingen en selvforstærkende effekt, skriver præst ved den lukningstruede Davids Kirke Anne-Mette Gravgaard

Davids Kirke på Østerbro i København er blandt de 17 kirker, som foreslås lukket i hovedstaden. Men beslutningen er altså ikke truffet endnu, understreger kirkens sognepræst, Anne-Mette Gravgaard. –
Davids Kirke på Østerbro i København er blandt de 17 kirker, som foreslås lukket i hovedstaden. Men beslutningen er altså ikke truffet endnu, understreger kirkens sognepræst, Anne-Mette Gravgaard. –. Foto: Leif Tuxen.

I søndags var vi 34 til en almindelig gudstjeneste uden dåb midt i sommerferieperioden men vinduespudseren udebliver til sin aftalte tid, fordi han tror, at kirken er lukket allerede.

Snedkeren spørger om tidshorisonten for lukning af hensyn til sine arbejdsopgaver. Dåbsforældrene glæder sig over, at de nåede at få Benjamin døbt her.

Brudeparret er ude af det på grund af det planlagte bryllup i 2013. Begravelsesfølget beklager, medens de venter på rustvognens afgang, at den dejlige lille kirke skal nedlægges, og lærerinden, som jeg vil udlevere materiale til om vores populære skole/kirketjeneste, forhører sig i stedet om, hvornår vi holder sidste gudstjeneste. En gammel dame, jeg svømmer med, spørger, om hun må få en salmebog, når kirken lukker. Og kirkens bassanger har allerede sagt op på grund af kirkens usikre situation.

LÆS OGSÅ: "Kirkelukninger er ikke afvikling, men udvikling"

17 kirker skal nedlægges i København. Det har Københavns Stiftsråd bestemt. Og det er åbenbart en kioskbasker, der vil noget. Alle synes at vide det. Og oven i købet at kende de 17 kirkers navne, selvom vi troede, at kirkeligt stof ikke var det hotteste blandt danskerne. Og alle ved også, hvorfor kirkerne skal nedlægges. Det er, fordi de danske kirker er tomme, i det mindste om søndagen. Og de 17 kirker må vel være de allermest tomme! Formanden for stiftsrådet har selv udtalt, at ingen vil nedlægge en kirke med god kirkegang.

Mine kirkegængere er forvirrede, for er deres kirkegang ikke god? Hvad er det da, der kræves?

Det har en selvforstærkende virkning at komme med den slags udmeldinger. For ingen vil være del af en fiasko! Vi kan ikke sige, at vi i vores kirke har mærket menighedens frafald tydeligt endnu! For som sagt var der 34 i kirke i søndags og 30 den foregående søndag.

Men menigheden er urolig for sin kirke, og for os ansatte går arbejdsglæden let fløjten. Vi mærker det, når kirketjeneren tøver med at bruge tid på at fremstille en ny, mere brugervenlig hjemmeside for kirken, eller når man skal overvinde sig selv for at planlægge en ny efterårshøjskole, selvom der gennem de 14 år, den har eksisteret, altid har været mellem 60 og 110 deltagere ved samtlige otte foredrag. For har højskolen overhovedet noget formål mere? Jeg orker næsten heller ikke at skrive artikler til lokalbladet om events eller teologiske tanker. For er det ikke blot de sidste krampetrækninger fra en halvdød fisk i nettet? Hvad angår konfirmander, er det vel et spørgsmål, hvor mange der vil konfirmeres i en kirke, der skal lukkes!

Det er en ond tid for os i øjeblikket uden overskud til spændende nytænkning. Mine kolleger fra lukningslisten glimrer ved deres fravær ved fællesmøder og stiftskursus. Udtrykker jeg min undren herover, er det blevet kommenteret med, om det mon ikke er de selvsamme præster, der altid glimrer ved deres fravær? Og at det netop viser, hvorfor det er deres kirker, som bør nedlægges!

Det er interessant at iagttage, hvor tavse medierne har været efter de første udmeldinger. Det synes simpelthen som et fait accompli, at der skal nedlægges 17 kirker i København, selvom der dog både har været en høringsfrist den 15. juni for indsigelser fra de berørte menighedsråd, og stiftsrådet i København først ved et møde den 18. november endeligt skal beslutte, hvilke kirker det vil indstille til lukning.

Og så skal det vel også huskes, at så længe loven om, at kun et menighedsråd kan indstille sin egen kirke til lukning, eksisterer, kan ingen kirke nedlægges imod det pågældende menighedsråds vilje.

Sjovt er det ikke at vente på en nedlukning af den succes, som man har været med til at skabe sammen med sin menighed!

Anne-Mette Gravgaard er sognepræst ved Davids Kirke