Det kommer nok bag på de fleste, at Danmarks største kætterblad er Præsteforeningens Blad. Bladet er jo et fagforeningsblad for teologer og præster i folkekirken. Det er heri, de ledige præstestillinger i folkekirken bliver slået op, og bladet bringer hver uge en prædikenvejledning til søndagens tekst. Desuden er der en afdeling med plads til debatindlæg ligesom i avisen. Forskellen er blot, at det i bladet kun er debatindlæg fra medlemmerne.
Det er i dette folkekirkelige debatforum, sognepræst Kaj Mogensen har fremlagt sin afstand til artikel 17 i Den Augsburgske Bekendelse om evig frelse og fortabelse. Han skrev her: Jeg vedstår gerne, at jeg tager afstand fra Confessio Augustanas artikel 17. (Præsteforeningens Blad den 23. september 2006).
På trods af denne helt klare og umisforståelige benægtelse af en trosartikel i kirkens bekendelse så biskop Søren Lodberg Hvas ingen grund til at gribe ind. I sin redegørelse til Kirkeministeriet blev Kaj Mogensens klare benægtelse blot beskrevet som en tolkning i et fagblad. Ifølge Søren Lodberg Hvas skulle der være plads til en sådan tolkning i bladet.
Da Kirkeministeriet og Folketinget helst undgår at blande sig i kirkens indre anliggender, godtog man biskoppens redegørelse. Bertel Haarder har derfor meddelt, at han ikke vil foretage sig yderligere i sagen.
ALLE kirkeordførerne i Folketinget og alle biskopperne er blevet gjort opmærksom på problemet. Det samme er også Præsteforeningens bestyrelse, som befinder sig i et dilemma, fordi deres primære opgave er at støtte medlemmerne i klagesager (her Kaj Mogensen).
Foreningen kan dog godt gå ind i sager om kirkens lære og ritualer, som vi lige har set et fint eksempel på i forbindelse med forslaget til en ny dåbsanordning. Problemet med Kaj Mogensen-sagen er, at Præsteforeningen her kommer i et dilemma mellem hensynet til et medlem og hensynet til kirkens lære.
Sagen er altså havnet i det paradoks, at en række i sig selv gode principper og hensyn hindrer, at man griber ind i en klar benægtelse af kirkens bekendelse, som ellers er fastlagt i Grundloven.
Kaj Mogensens benægtelse er et klart brud på præsteløftet, og redegørelsen fra biskop Søren Lodberg Hvas er helt tydelig falsk og en bevidst vildledning af Kirkeministeriet, som skyldes, at Kaj Mogensen er biskoppens nære ven.
Som bekendt havde Søren Lodberg Hvas ingen problemer med at få Bent Feldbæk Nielsen fyret for 10 år siden, fordi han var i konflikt med folkekirkens dåbssyn. Og som man så det med Thorkild Grosbøll, så kunne Kirkeministeriet og en anden biskop godt gribe ind her, selvom det ikke direkte handlede om, at menigheden havde problemer med Grosbølls prædikener. Menigheden var faktisk fuldt tilfreds, ligesom Kaj Mogensens menighed er det.
BÅDE I Grosbølls og Mogensens tilfælde drejer det sig om udtalelser i offentligheden i de landsdækkende medier. Ud over selve den alvorlige sag, at en præst i folkekirken benægter kirkens bekendelse, står vi altså også med en tydelig og grov forskelsbehandling af tre parallelle sager. Bent Feldbæk Nielsen kommer for retten og bliver afskediget. Thorkild Grosbøll kommer til samtale og under opsyn af en anden biskop, hvor han må bekræfte trosbekendelsen og sit præsteløfte. Kaj Mogensen får ros af sin biskop og Kirkeministeriets ord for, at hans benægtelse af kirkens bekendelse falder inden for folkekirkens rammer.
Det er ufatteligt, at Præsteforeningen kan slå sig til tåls med denne grove forskelsbehandling af tre medlemmer, når man samtidig kan reagere så kraftigt på et forslag til en ny dåbsanordning.
Desværre viser hele denne sag, at folkekirken ikke styres og lader sig påvirke af indlysende kendsgerninger og argumenter eller almindelig redelighed, men af kold magt og stemmeflertal, personlige forbindelser og smålige hensyn. Sagen selv er så indlysende, at enhver kan gennemskue den. Derfor vil den også blive ved med at forfølge de involverede parter.
Finn B. Andersen,
cand.theol.,
Rydevænget 121,
Århus V