Man kan klare meget, hvis man får lov til at græde over de rigtige ting

Psykisk sygdom er en kompleks størrelse og dermed også kompleks at behandle – eller er det? Muligvis har vi forværret de psykiske tilstande ved at forsøge at behandle naturlige reaktioner med unaturlige metoder, skriver debattør.
Psykisk sygdom er en kompleks størrelse og dermed også kompleks at behandle – eller er det? Muligvis har vi forværret de psykiske tilstande ved at forsøge at behandle naturlige reaktioner med unaturlige metoder, skriver debattør. . Foto: Christian Lindgren.

Endnu en gang er psykiatrien til debat i sommerens aviser.

Behovet for bedre omsorg stilles over for mangel på penge. Alle er enige om, at behandlingen i psykiatrien ikke er god nok. Spørgsmålet er, om der mangler penge, eller der mangler fantasi til etableringen af en menneskelig behandling.

Et af de største problemer i voksenpsykiatrien er manglen på en reel behandling til de mest lidende. Vi kan ikke fjerne det indre livs smerte gennem medicin, det er der efterhånden klare beviser for.

Hvorfor bliver vi så ved med at kalde det, som egentlig er medicinske bedøvelse, for behandling? Psykisk sygdom er en kompleks størrelse og dermed også kompleks at behandle – eller er det? Muligvis har vi forværret de psykiske tilstande ved at forsøge at behandle naturlige reaktioner med unaturlige metoder.

Mennesker kan ikke holde til alt, men de kan holde til meget, bare det giver mening.

Mentale lidelser handler om, at ting er sket og sagt, som har føltes ubehagelige og dybest set meningsløse. Ting kan endda være sket, uden at vi er bevidste om det – og alligevel indoptages et uforståeligt ubehag.

De ubehagelige oplevelser lagrer sig i bevidstheden som urolige og ofte forvirrende, bevidste og ikke bevidste erindringer. De forstyrrer dagliglivet ved at trænge igennem med uro og ubehag, når noget i hverdagen minder om det ubehagelige, som skete tidligere.

Og her skaber erindringerne ofte så meget kaos, at der opstår nye ubehagelige oplevelser, som ikke giver mening, fordi det hele ikke giver mening. Til sidst ender man med en hverdag, der opleves urolig og kaotisk indvendigt og udvendigt. Jeg kan hverken finde ud af mig selv eller verden.

Resultatet er angst, forsøg på kontrol, forskellige former for misbrug for at mindske smerten i en periode, hallu-cinationer, forvrængninger, parallelle verdener, dyb fortvivlelse og meningsløshed. Skyld over ikke at kunne leve op til egne og andres forventninger afløses af skam over den manglende forståelse og kærlighed.

Psykiatrien må ud af kemiens røgslør og få øjnene op for de muligheder, der ligger i at flytte blikket fra smertens aktuelle udtryk og hen til en kvalificeret og omsorgsfuld fordybelse i de nedbrydende hændelser, som gik forud, og som opleves at gentage sig i nutiden.

Psykiatriens berettigelse ligger i udforskningen af det, som nedbryder, og det, som opbygger menneskers liv, og i at videreformidle virkelige fortællinger om virkelige liv, så flere kan forstå dette. Psykiatrien har behov for at se ud på den verden, hvori lidelse opstår.

Den skal blive langt bedre til at fokusere på de handlinger, mennesker ikke kan tåle, fordi de ødelægger nærhed og udvikling. Og dernæst skal psykiatrien kunne tale med mennesker, som har været udsat for nedbrydende handlinger, på måder, der både gør det muligt at mærke sorgen over det skete, og som opkvalificerer de smertefulde erfaringer til meningsfulde sproglige begreber.

Psykiatrien skal hjælpe til at opgradere menneskers egne erfaringer og tydeliggøre disse erfaringers værdi som brugbare forståelser af verden. Mennesker, der er blevet såret mange gange, vender sig væk fra sorgen, fordi den indeholder alle tidligere sår.

Dermed mister de sorgens helende kraft og står uden redskaber til at klare de stik, ethvert liv giver. Ved at give mulighed for at sørge over det onde sammen med andre og glædes over alligevel at have overlevet og ved i fællesskab at græde over de rigtige ting og grine trøstens latter kan man skabe sammenhæng mellem ydre hændelser og indre liv, og en mening kan formuleres.

Sådan kan mennesker hjælpe mennesker hjem til sig selv.

Anette Holmgren er psykolog og direktør i kursusvirksomheden DISPUK