Folkekirkeordningen kræver bestandig, at den udøvende og den lovgivende magt forstår, hvilken tynd line vi balancerer på. At være lovgivende og udøvende magt i kirkelige anliggender kræver en dyb forståelse for den kirkelige frihed og kendskab til, hvordan kirkelige regler bliver til.
LÆS OGSÅ: Ny kirkeminister ønsker en friere folkekirke
Lige nu er forholdet mellem kirke og stat aktualiseret i spørgsmålet om kirkelig indgåelse af registreret partnerskab eller kønsneutralt ægteskab. Det er min opfattelse, at det er Folketinget, der lovgiver om sagen, medens udarbejdelsen af ritualet som vanligt er noget, Folketinget skal blande sig helt udenom.
Til gengæld skal folkekirken, hvor der vedtages regler, der udstyrer folkekirkens medlemmer med et retskrav, drage omsorg for, at loven føres ud i livet, blandt andet ved at der udformes et ritual, som kirkeministeren bærer ind til Dronningen, der autoriserer ritualet, således at de, der foretrækker de gamle ritualer, fortsat kan anvende dem.
FRIHEDEN og rummeligheden i folkekirken varetages ved, at præster, der ikke ønsker at medvirke, kan sige nej. På den anden side vil en lov om registreret partnerskab ophæve det forbud, som præster, der gerne vil medvirke, i dag er underkastet. Så langt, så godt.
Uanset at jeg er en arg modstander af, at Folketinget blander sig i udformningen af folkekirkens ritualer, er jeg på den anden side netop i sagen om registreret partnerskab i folkekirken nødt til at kende forudsætningerne for det, jeg som lovgiver skal tage stilling til. Og der er for mig en verden til forskel på et ritual om kirkelig indgåelse af registreret partnerskab og et ritual, der er såkaldt kønsneutralt, og som altså vil ophæve forskellen på homoseksuelle og heteroseksuelle og dermed også ophæve de homoseksuelles ret til at betragtet som et mindretal.
Under alle omstændigheder er det slet ikke kirkeministeren, men justitsministeren, der skal udforme en lov om indgåelse af partnerskab i folkekirken.
Jeg er ikke den eneste, der finder, at der er en verden til forskel på at anerkende, at den ret, som homoseksuelle i snart en menneskealder har haft til at indgå registreret partnerskab på rådhuset, nu udvides til også at omfatte muligheden for at indgå registreret partnerskab i folkekirken, og så at indføre en kønsneutral ordning, der ophæver alle forskelle og fratager homoseksuelle retten til at blive betragtet som et mindretal.
DERFOR ER spørgsmålet ikke, om Folketinget skal blande sig i udformningen af det fornødne ritual, for det bør være en selvfølge, at Folketinget agerer efter traditionen og blander sig helt udenom.
Men netop for at opretholde balancen mellem stat og kirke, er det helt nødvendigt, at Folketingets medlemmer i lovforslaget får klar vejledning. Det må stå lysende klart, om regeringen fremlægger en lov om ret til at indgå registreret partnerskab i kirken, eller om regeringen ønsker noget nyt, nemlig en lov, der neutraliserer naturens orden.
Man bør gøre sig klart, at en lov om den såkaldte kønsneutralitet ikke blot er et unaturligt forsøg på at skjule den kendsgerning, at vi er skabt som mand og kvinde. En sådan lov vil i virkeligheden udtrykke en foragt for de homoseksuelle og vil udtrykke, at vi har en regering, der ikke vil være ved, at både tobenede og firbenede, fjerede og gællede skabninger nu engang består af to køn.
Birthe Rønn Hornbech (V) er tidligere kirkeminister og medlem af Folketingets Kirkeudvalg