Rabbinerens tvivlsomme vej mod fred i Mellemøsten

"Det synes i øvrigt ikke at være specielt fremmende for Michael Melchiors fredsdialog, når han sidst i artiklen reelt siger, at palæstinenserne på længere sigt kan se i vejviseren efter andet end taberens fred," skriver Carlo Hansen. Foto: Momen Faiz/NurPhoto / Scanpix Denmark

Hvor mange fremtidsmuligheder er der i virkeligheden i Melchiors fredsarbejde, når alle relevante faktorer regnes ind?
Carlo Hansen

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne består ikke kun af religiøse uoverensstemmelser. Blandt andet derfor er rabbiner i Israel Michael Melchiors bud på en religiøs fred mangelfuld, skriver debattør

Den danskfødte rabbiner i Israel Michael Melchior fremsætter nogle interessante tanker om muligheden for fred mellem Israel og palæstinenserne i en artikel i Kristeligt Dagblad den 18. februar.

Han har uden tvivl ret i, at det strandede fredsarbejde må nytænkes, og at en af vejene kan være at tage udgangspunkt i religionen og de religiøse værdier, både det israelske og palæstinensiske samfund bygger på.

En religiøs konflikt bør løses med en religiøs fred, er Melchiors sympatiske budskab. Løsningen er ifølge rabbineren at få de religiøse ledere på begge sider af bordet til at blive enige om, at der er et værdifællesskab på tværs af religionerne til at skabe fred. Religiøs dialog mellem de stridende samfund er vejen til fred mellem Israel og palæstinenserne, understreger Michael Melchior.

Godt nok. Men nu består konflikten mellem Israel og palæstinenserne som bekendt ikke kun af religiøse uoverensstemmelser. Det kunne således have været interessant, om Kristeligt Dagblads journalist havde spurgt Melchior om, hvordan han mener, mere kontante hverdagsforhold som Israels mangeårige besættelse og politisk-militære undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning på Vestbredden og den ødelæggende belejring af Gazastriben passer ind i hans fredsformel, uden at de palæstinensiske religiøse ledere står af projektet undervejs.

Hvad med den halve million jødiske bosættere, omfattende militære zoner og ”jews only”-veje, der efterhånden har beslaglagt det meste af Vestbredden? De 800-900 checkpoints, der begrænser palæstinensernes bevægelsesfrihed og hindrer dem i at nå sygehuse, sundhedsklinikker, arbejdspladser, landbrugsjord og skoler?

Der er den 800 kilometer lange beskyttelsesbarriere, som palæstinenserne kalder ”Muren”, der sine steder rækker 20 kilometer ind på palæstinensisk område og spærrer 250.000 palæstinensere inde i lukkede områder og beslaglægger frugtbar palæstinensisk landbrugsjord og vigtige vandreservoirer.

Hvad med de 6700 palæstinensiske fanger i israelske fængsler? Nedrivningen af palæstinensiske hjem, 28.000 husnedrivninger siden 1967? Og de mange drab på palæstinensere?

Der er Gazastriben med indtil nu tre israelske krige mod de efterhånden knap to millioner indespærrede palæstinensere i striben. Omkring 4000 dræbte, heraf et stort antal børn, og titusinder af sårede siden 2008. Tusinder af ødelagte hjem, en generation af traumatiserede børn i et dysfunktionelt samfund under permanent militær belejring, som i 2020 ifølge FN vil gøre Gaza-striben til uegnet for mennesker at leve i.

Det er emner, som man kunne tænke sig, at Michael Melchiors religiøse samtalepartnere måske gerne ville have med i snakken i en fortsat religiøs dialog mod fred.

Det synes i øvrigt ikke at være specielt fremmende for Michael Melchiors fredsdialog, når han sidst i artiklen reelt siger, at palæstinenserne på længere sigt kan se i vejviseren efter andet end taberens fred.

Som han udtrykker det: ”Det betyder dog ikke (det, at de to parter undervejs må finde ud af det med hinanden), at jeg opgiver min tro på, at hele landet en dag kommer på vores hænder.”

Så hvor mange fremtidsmuligheder er der i virkeligheden i Melchiors fredsarbejde, når alle relevante faktorer regnes ind?

Carlo Hansen, Lille Voldgade 5, Randers C