Pas på med de hurtige skrivebordsafgørelser i asylsager

Når to flygtninges konvertering til kristendommen stemples som et bedrag, så er det udtryk for en vurdering foretaget på rent skrivebordsarbejde, skriver præst

"Vores myndighed har brug for at tænke denne proces igennem en ekstra gang, inden den føres til ende," skriver sogne- og indvandrepræst Niels Nymann Eriksen, der døbte konvertitter i Apostelkirken på Vesterbro.
"Vores myndighed har brug for at tænke denne proces igennem en ekstra gang, inden den føres til ende," skriver sogne- og indvandrepræst Niels Nymann Eriksen, der døbte konvertitter i Apostelkirken på Vesterbro. .

TAK TIL sognepræst Birgitte Rosager Møldrup for at rejse spørgsmålet om vurdering af konverteringer i Kristeligt Dagblad den 5. december. Lad mig forklare, i hvilken forstand jeg bruger ordet ”reel” i udtalelser om et menneskes konvertering til kristendommen.

Når jeg bruger ordet konvertering i dokumenter, der indgår i sagsbehandling omkring en asylsag, anvender jeg det i en svækket teologisk betydning eller måske snarere i en religionsvidenskabelig forstand.

I denne forstand angiver ordet ”reel” ikke den åndelige kvalitet af omvendelsen, men den sociale og mentale proces, som har været forbundet med denne proces, for så vidt som jeg mener at have fået indblik i disse ting.

At en konvertering forekommer mig at være reel i denne sammenhæng, betyder, at jeg har fulgt personen igennem en længere periode gennem undervisning og samtaler og har fået et indtryk af, at der ikke er tale om bedrageri.

Jeg kan naturligvis tage fejl, og Flygtningenævnet er i sin gode ret til at mene, at jeg gør det, for selvfølgelig er jeg som præst blevet knyttet til de mennesker, jeg har vandret sammen med.

Det tragiske i sagen om de to afghanske brødre er ikke, at der er foretaget en vurdering af konverteringen, men at denne vurdering er foretaget som et rent skrivebordsarbejde, og at et af hovedargumenterne i afvisningen er, at de to brødre fire år tidligere - som et barn og en teenager - gav en forklaring, som Flygtningenævnet anså for utroværdig.

Derfor hænger stemplet ”utroværdig” nu fast ved disse drenge, når Flygtningenævnet underrettes om deres konvertering. Troværdighedsvurderingen er gjort til et stykke skrivebordsarbejde, som sekretariatet tager sig af, og en dommer underskriver, inden det skyndsomst sendes videre til politiet, som står med en udsendelsesbillet i hånden.

Drengene har ikke været i Afghanistan, siden storebroderen var fire år. Der er ingen familie og intet netværk til at tage imod dem i Kabul. Mustafa og Zekrya blev ikke sendt hjem. De gjorde modstand i flyet, og kaptajnen ville ikke have dem ombord. Nu befinder de sig igen i et fængsel herhjemme!

Godt, at I er her endnu!

Vores myndigheder har brug for at tænke denne proces igennem en ekstra gang, inden den føres til ende.