Regeringens ønske om at nedskære u-landsstøtten til fagbevægelsen er ren og skær ideologi - men vel at mærke en forældet ideologi.
Fagligt er der intet belæg for at nedlægge U-landssekretariatet - dets aktiviteter er gentagne gang rost i de evalueringer og kapacitetsundersøgelser, som Danida har gennemført. Og hvis man læser efter, vil man også se, at fagbevægelsen bliver bedre og bedre til at udføre u-landsarbejde. Politisk er der heller intet belæg - medmindre Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti ser det som et politiske mål at forhindre støtte til demokratisering, stabil økonomisk vækst og retfærdig globalisering.
Troels Lund Poulsen (V) udtaler, at pengene til u-landsstøtten i vid udstrækning bruges til at »støtte faglig kamp og til at styrke fagbevægelsen«. I stedet bør man støtte »bekæmpelsen af aids og styrkelsen af menneskerettigheder og demokrati«, (Jyllands-Posten den 26. maj).
Men det er altså netop disse områder, som fagbevægelsen er garanter for. I Sydafrika er det f.eks. fagbe- vægelsen, der aktivt støtter Treatment Action Campaign i kampen for at få en modvillig regering til at vedstå sig sit ansvar for bekæmpelsen af aids.
Støtten til menneskerettigheder og demokrati er dybt afhængig af en forankring i civilsamfundet - herunder fagbevægelsen. Vi kan opfordre regeringer og virksomheder til at overholde menneskerettigheder og de demokratiske spilleregler, men man er usædvanligt naiv, hvis man tror, at de gør dette af sig selv - uden pres fra stærke aktører i civilsamfundet. Et demokratisk samfund kendetegnes ikke bare ved demokratiske love og regler på papir - det kendetegnes ved, at borgernes rettigheder til stadighed forsvares af organisationer, som varetager borgernes interesser.
U-landsstøtten til fagbevægelsen går også til økonomisk vækst - gennem støtte til fagbevægelsen. Det er jo ikke civil ulydighed, der står på kursusprogrammet, når den danske fagbevægelse drager ud, selvom Troels Lund Poulsen tilsyneladende har fået dette indtryk. Dansk støtte til fagbevægelser i udviklingslande bygger på ideerne bag den danske model: at et stabilt og velorganiseret forhold mellem arbejdsgivere og fagbevægelse giver et stabilt og velfungerende arbejdsmarked for alle parter.
Kurser i forhandlingsteknik, organisationsopbygning, arbejdsmiljø og ligestilling fører til en profes-sionalisering og ikke en rebellisering af fagbevægelsen. Og arbejdsgivere og arbejdsmarked kan godt lide stabile og troværdige samarbejdspartnere på arbejdstagerside - spørg bare i DA og DI.
Hanne Pontoppidan er formand for Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere