Reinkarnation er en biologisk umulighed

Troen på reinkarnation kan ikke længere tages højtideligt og må sorteres over i afdelingen for fejlslagne hypoteser, ligesom så mange andre forestillinger om liv og død fra før det biologisk-naturvidenskabelige gennembrud i sidste halvdel af det 19. århundrede, mener Søren Nørby

Troen på reinkarnation kan ikke længere tages højtideligt og må sorteres over i afdelingen for fejlslagne hypoteser, ligesom så mange andre forestillinger om liv og død fra før det biologisk-naturvidenskabelige gennembrud fra og med sidste halvdel af det 19. århundrede, skriver debattør.
Troen på reinkarnation kan ikke længere tages højtideligt og må sorteres over i afdelingen for fejlslagne hypoteser, ligesom så mange andre forestillinger om liv og død fra før det biologisk-naturvidenskabelige gennembrud fra og med sidste halvdel af det 19. århundrede, skriver debattør.

DET SIGES, at 10-20 procent af danskerne tror på reinkarnation, og det vækker opstandelse, at der er en præst imellem, som i tv for åben skærm har erklæret sig.

Det lyder ikke godt, for med nutidens viden om hjernens funktion, og bevidstheden som en integreret del heraf, må konklusionen være, at reinkarnation er en biologisk umulighed.

Idéen om reinkarnation stammer fra en tid, hvor der var fri leg for fantasien med hensyn til liv og død, herunder om ”et liv efter døden”.

Dette var baseret på en forestilling om, at bevidsthed og legeme er to uafhængige størrelser, hvorfor man kunne tale om bevidstheden/psyken som en selvstændig, og udødelig ”sjæl”.

DET HAR INGEN MENING i et moderne naturvidenskabeligt verdensbillede, hvilket kan udtrykkes på forskellig vis. Den danske naturvidenskabsmand, professor emeritus Bent Foltmann har i sin fremragende bog ”Det ufattelige liv - evolution, bevidsthed, religion, eksistens” (Forlaget Bios, tredje udgave, 2008) formuleret sig meget akademisk, men meningen i bogen er ikke til at tage fejl af (side 347):

”Godtager man den biologiske beskrivelse med dens nære kobling mellem bevidsthed og den hjernestruktur, der bærer bevidstheden, kan det være vanskeligt at tro på eksistensen af en individuel, udødelig sjæl.”

Troen på reinkarnation kan derfor ikke længere tages højtideligt og må sorteres over i afdelingen for fejlslagne hypoteser, ligesom så mange andre forestillinger om liv og død fra før det biologisk-naturvidenskabelige gennembrud fra og med sidste halvdel af det 19. århundrede.

EFTER OPDAGELSEN af sygdomsfremkaldende mikroorganismer har man jo da selvfølgelig også forladt tidligere tiders forestillinger, som at sygdomme skyldes dårlige dunster (mal-aria) eller ”de fire legemsvæskers ubalancer”.

At man inden for den danske folkekirke finder det vigtigt at beskæftige sig med en præsts tro på reinkarnation, skyldes vel, at man inden for dette religiøse univers føler sig truet på den biologisk lige så umulige forestilling om opstandelse og evigt liv.

Søren Nørby, universitetslektor emeritus, Rolighedsvej 6, 4. th., Frederiksberg C