Præst til kolleger: Stop udrensning af danskere, der dyrker reinkarnation

Genrebilleder af præst i

Det er ikke, fordi jeg mener, at man skal forene reinkarnation og kristendom, men blot en simpel konstatering af, at det er der altså rigtigt mange af folkekirkens medlemmer, der gør og har gjort i over 30 år, skriver sognepræst Tom Friis. - Foto: Paw Wegner Gissel

Jeg kan simpelthen ikke forstå alle de ellers besindige præster, der aktivt vil forsøge at få meldt mennesker, der både dyrker kristendom og reinkarnation, ud af kirken, skriver sognepræst

Nogle personer har ud fra mit debatindlæg her i avisen fra tirsdag den 10. november forstået sagen, som at jeg personligt bekender mig til troen på reinkarnation. Det er ikke rigtigt, for det gør jeg ikke.

Især bryder jeg mig ikke om den ret så udbredte reinkarnationsholdning, at ”det altid er din egen skyld, for du ligger, som du har redt i et tidligere liv”. Det er jo fint, så længe man er rig, ung og rask, men hvad med alle de syge? Skal vi også belaste de syge med skylden for egen sygdom? Er det ikke hjerteløst at sparke til dem, der allerede ligger ned?

Lad mig slå fast: Mit forrige indlæg angik udelukkende kirkens læge medlemmer. Jeg pointerede også, at der naturligvis gælder særlige regler for præsterne. Vi skal holde os til reglerne og bekendelsen, det har vi lovet og skrevet under på. Det har jeg også altid gjort.

Jeg forsøger blot at forholde mig til virkeligheden, som den er, ikke som den burde være. Den virkelighed, jeg møder, og som statistikken understøtter, siger, at 20 procent eller mere af folkekirkens medlemmer tror på reinkarnation i en eller anden form. Bemærk venligst udtrykket ”i en eller anden form”.

Så det er ikke, fordi jeg mener, at man skal forene reinkarnation og kristendom, men blot en simpel konstatering af, at det er der altså rigtigt mange af folkekirkens medlemmer, der gør og har gjort i over 30 år.

Det må kirkens præster forholde sig til. Jeg har gjort det ved flittige studier og forsøgt at møde dette store folkekirkesegment med et åbnet sind. Jeg kan simpelthen ikke forstå alle de ellers besindige kolleger, der aktivt vil forsøge at få meldt alle de her mennesker ud af kirken. Det er, som om der arbejdes flittigt for, at vi hurtigst muligt kan bringe kirken ned under de magiske 50 procent medlemmer. Så ender vi som en mere snæver og eksklusiv frikirke og ophører med at være en folkekirke.

Jeg elsker folkekirken, netop fordi det gamle hus er i stand til at rumme så mange vidt forskellige og brogede mennesker. Det er klart, at der vil være masser af brydninger og uenigheder i sådan en kirke, men det er jo heller ikke altid så dårligt.

Hvis folkekirken bliver til en dogmatisk frikirke, efter vi har udrenset alle dem, der tror på reinkarnation, så bliver de næste måske det meget store segment af kulturkristne. Skal de også ekskluderes, fordi de ikke er helt skarpe i dogmatikken? Eller går de selv deres vej, fordi de synes, folkekirken er blevet for trang og rigid? Hvem tror vi præster egentlig, vi er, når vi kommer direkte fra universitetet og ud til alle landets sogne og begynder at fortælle dybt rodfæstede lokale mennesker, at de altså ikke længere hører til i deres egen kirke?

Selv økonomer har erkendt, at mennesket ikke er et rationelt væsen. Vi træffer valg ud fra indskydelser og handler sjældent ud fra, hvad fornuften dikterer os. Kærlighed, krig og trosspørgsmål er ikke rationelle størrelser. Ofte er det følelser, oplevelser, sympatier og antipatier (og altså ikke fornuften), der afgør, hvem vi elsker og hader, og hvad vi tror.

Kirkelige bekendelser er et forsøg på at skabe lidt fornuft og orden i noget, der ellers både går over forstanden og virker kaotisk. Det er det store teologiske arbejde. Mange almindelige mennesker har imidlertid ikke de store problemer med, at deres tro rummer modsætninger, der ikke lader sig forene ud fra fornuften.

Johannes Aagaard og Dialogcentret lavede en masse solidt arbejde om reinkarnation for 30-40 år siden. Det var i gurusekternes tid, og disse guruer havde som regel en ret klar teologisk pakkeløsning og lære, som medlemmerne skulle tilslutte sig 100 procent.

Men guruerne blev latterliggjort, mistænkeliggjort og forsvandt, og sekterne fra den tid er kun en skygge af sig selv i dag. Reinkarnation og al det andet arvegods fra den tid er i stedet for sivet ned i grundvandet og er nærmest blevet mainstream i dameblade og aftenskoler.

Det er det postmoderne religiøse supermarked, hvor mennesker sammensætter troen ved at vælge fra de hylder, der tiltaler dem. Det kan sagtens være ting, der er i modsætning til hinanden.

Kirkens alternativ til reinkarnationstanken bør være opstandelse og evigt liv, og vi har åbenlyst en opgave med at udfolde dette budskab bedre, så det langt overstråler reinkarnationslæren.

Opstandelse fra døde er også en nyskabelse af mennesket. Ved den første skabelse blev mennesket, Adam, skabt i Guds billede, men ved den anden skabelse, opstandelsen, skal vi skabes i Kristi billede.

For mig at se hænger budskabet om opstandelse nøje sammen med skabelsesberetningen fra 1. Mosebog. Troen på skabelsen fra 1. Mosebog har desværre været noget vingeskudt og ligget underdrejet, siden Darwin fremkom med sin evolutionslære, og det har også undermineret troen på opstandelsen fra de døde.

Derfor nævnte jeg Darwin i mit forrige indlæg. For mig at se er dette hovedårsagen til opstandelsestroens svækkelse.

Tom Friis, sognepræst, Nr. Ørslev Bygade 12Nykøbing F