Luthersk Mission: Misforståelserne står i kø

I Danmark har vi lang tradition for at tillade hinanden stor frihed til at indrette os efter vores overbevisning. Den tradition har også hidtil gjaldt private institutioner. Lad os bevare denne frihed, skriver generalsekretæren i Luthersk Mission

To vestjyske plejehjem under Luthersk Mission ønsker af teologiske årsager ikke kvindelige præster, og det er blevet mødt af kritik fra flere sider. Men det er en vigtig del af en dansk frihedstradition, at plejehjemmet har lov til at indrette sig på et klart idégrundlag, mener generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen.
To vestjyske plejehjem under Luthersk Mission ønsker af teologiske årsager ikke kvindelige præster, og det er blevet mødt af kritik fra flere sider. Men det er en vigtig del af en dansk frihedstradition, at plejehjemmet har lov til at indrette sig på et klart idégrundlag, mener generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen. Foto: Hans Christian Jacobsen.

PROFESSOR Lisbet Christoffersen er sprogligt set oppe på den store klinge i Kristeligt Dagblad den 16. maj i debatindlægget ”Frihed uden apartheid råder i folkekirken”.

Ved at kalde det syn på spørgsmålet om kvindelige præster, som blandt andet Luthersk Mission har, for ”apartheid”, dømmer hun formodentlig flertallet af verdens kristne. Mindre kan åbenbart ikke gøre det.

Hvad det faktuelle angår, er dagsformen derimod ikke i så god: Misforståelserne står i kø.

For det første har alle involverede - inklusive biskoppen - fra dag ét været klar over, at brevet til præsterne næppe vil ændre ret meget på Luthersk Missions plejehjem.

Det vil stadig være mandlige præster, som plejehjemmets bestyrelse kalder til at forkynde ved de officielle gudstjenester. Præsterne vil ikke kunne regne det som arbejdstid og heller ikke få kørepenge fra stiftet. Missionsfolk vil dermed blive sat en lille smule mere i skammekrogen i folkekirken. Men biskoppen har ikke sat en stopper for gudstjenesterne - højst for fredsommeligheden.

For det andet er det heller ikke rigtigt, at det eneste kriterium, for hvem der bliver kaldet, er køn. Det handler også om forkyndelsens indhold.

For det tredje nævner Lisbet Christoffersen ”hjemmebesøg med altergang”.

Bare for at der ikke skal være tvivl: Som forholdene er nu - og fortsat vil være - kan alle beboere frit kalde på den præst, de vil, og gennemføre de andagter og altergange, de ønsker med denne præst. Det blander plejehjemmet sig ikke i.

Det er alene plejehjemmets officielle gudstjenester, debatten drejer sig om. Hvis det havde handlet om et kommunalt plejehjem, ville flere af de argumenter og løsningsforslag, Lisbet Christoffersen kommer med i sin artikel, efter mit skøn være bæredygtige.

Nu handler det om et plejehjem, der er oprettet på et tydeligt formuleret idégrundlag.

 I Danmark har vi lang tradition for at tillade hinanden stor frihed til at indrette os efter vores overbevisning. Den tradition har også hidtil gjaldt private institutioner. Lad os bevare denne frihed.

Jens Ole Christensen er generalsekretær i Luthersk Mission