I SIN KOMMENTAR i Kristeligt Dagblad den 16. april til Bjørn Thomassens klumme i avisen den 4. april med titlen ”Religion er farlig. Antireligion er meget farligere” vil europaparlamentariker Morten Helveg Petersen (R) understrege nødvendigheden af at holde religion og politik adskilte, hvorfor han finder det forkert, at pave Frans i efteråret holdt tale i Europa-Parlamentet.
Hans kommentar har titlen ”Paven på den forkerte plads”.
Imidlertid er Morten Helveg Petersens holdning et udslag af en triviel og noget forfejlet skolelærdom. Må troende mennesker ikke være politikere? Selvfølgelig må de det. Hvordan skal troende mennesker kunne holde politik og religion adskilt? Som om politik ikke også skulle have noget med hjertet at gøre, og som om hjertet ikke havde nogen forbindelse med hjernen!
Det, der er hovedsagen, er, at stat og religion holdes adskilt. Den katolske kirke skelner klart mellem stat og religion. Dette i modsætning til den danske folkekirke, der er en form for statskirke med en minister og præster, der er statslønnede tjenestemænd.
Som en kristen fri mand kunne pave Frans tale i Europa-Parlamentet og tage temperaturen på Europa af i dag. At paven kaldte Europa for en ”træt gammel dame” er ikke en politisk udtalelse, men er hans personlige vurdering af Europas mentale tilstand. Som overhoved for den katolske kirke, der netop ikke sammenblander stat og religion, har han den distance, der muliggør en sådan overordnet helhedsvurdering.
Morten Helveg Petersen siger, han krummede tæer, da paven berørte abortproblematikken. Hvordan kunne det dog genere Morten Helveg Petersen, at paven talte imod døden og for livet?
Måske krummede Morten Helveg Petersen i virkeligheden tæer over den dårlige samvittighed, der må røre på sig hos ethvert tænkende og følende menneske, når talen falder på fænomenet ”provokeret abort” i et samfund, der opfatter sig selv som oplyst og humanistisk indstillet og ønsker at have en fremtid for sig i verden.
Hvis pave Frans' ord har vakt en dårlig samvittighed til live rundtomkring hos tilhørerne, er der måske håb for ”den trætte gamle dame”!
Pave Frans' besøg i EuropaParlamentet kan ses som en parallel til pave Benedikt XVI's tale i Den Tyske Forbundsdag i september 2011. Pave Benedikt henviste til en situation i Det Gamle Testamentes Første Kongebog: kong Salomo blev ved sin tronbestigelse af Gud tilskyndet til at fremsætte et ønske for sin regeringstid. Han kunne for eksempel ønske sig et langt liv, magt og succes, sine fjenders ødelæggelse og lignende. Men han beder om et lydhørt hjerte, så han i sin regering kan skelne mellem godt og ondt.
Et lydhørt hjerte og evnen til at skelne mellem godt og ondt er, hvad man må ønske for enhver politiker - uanset politisk observans og uanset tid og sted. Dette tror jeg, Morten Helveg Petersen kun kan være enig i.
Når Morten Helveg Petersen kalder den katolske kirke ”en ekstremt reaktionær bevægelse”, er det måske, fordi det er svært for ham som politiker at forstå, at den katolske kirke ikke er en politisk bevægelse.
Den er derimod en åndelig bevægelse - bevæget af Guds ånd - Helligånden, som forbinder menneskets lydhøre hjerte med Gud.
Som sådan er den til hver en tid et korrektiv til verdens gang. Den er jordens salt og en livsnødvendighed for verden.
Birte Krog-Møller, lektor, cand.mag., Jægersborgvej 112, Gentofte