SOM VERDEN ser ud i vor tid, vil terrorister altid kunne finde et alibi for deres grusomheder. Politiske og sociale problemer ligger lige for.
Men nogle alibier har gennem historien spillet en større rolle end andre. Og mens selve driften til terroristens handling formentlig ofte er personlig, så er hans alibi et offentligt anliggende, en protest mod magthavere eller - meget ofte - en religiøs opfattelse.
Næsten alle religioner har gennem historien tjent som alibi for terrorhandlinger. Men ikke alt i religionerne har kunnet bruges. De brugbare afsnit har kun været de passager i grundteksterne, for eksempel Det Gamle Testamente eller Koranen/sutraerne, som i en bogstavelig udlægning af teksten legitimerer voldelige handlinger. Den meget større del af teksterne ignorerer man. Og her ligger problemet.
Vi skal identificere og udstille de få, særlige afsnit i de gamle religiøse tekster, som legitimerer vold og terror. De afsnit handler typisk om den troendes pligt i nogle konkrete historiske situationer, dengang trosgrundlaget blev forfattet.
Resten af teksterne er hævet over historien og foreskriver i sine vigtigste passager det enkelte menneskes etiske pligter i almindelighed og til enhver tid. Og her må vi så demonstrere for alle ortodokst troende, at det er umuligt at bruge de historiske situationer, hvor der engang blev udøvet voldshandlinger, som lovtekster for et samfund. Men det er langtfra hele opgaven. Vi vil alle gerne have, at andre mennesker tænker ligesom vi selv - eller at de med tiden kommer til det. Flere af de store religioner foreskriver tilhængerne, at de skal missionere eller prædike for troens udbredelse. Det gælder både kristendommen og islam. Skønt de taler om den samme guddom, har de gennem historien oftest bekæmpet udbredelsen af hinandens tro. Man vælger side efter sine kulturelle rødder.
Skønt missionering oftest foregår med fredelige midler, så avler missionering også et alibi for mennesker, der vil udleve et personligt instinkt eller hævne sig på samfundet uden for troen. Overholder man sin pligt til at missionere eller prædike for sin tro, kandiderer man til en plads i Paradis eller en status som hellig martyr. Belønningen kan synes så attraktiv, at andre mennesker skal dø for, at man selv kan opnå den. Terrorister med et religiøst alibi tager således deres guddom som gidsel for deres egen egoisme. Mon Buddha, Jesus og Muhammed ville have billiget det?
Der er sjældent grund til bekymring over ortodoksi. Ej heller over missionsvirksomhed som sådan. Men når religiøs ortodoksi kombineres med missionering - som det desværre ofte ses - skabes der grobund for et alibi, der kan legitimere voldshandlinger ud fra fortilfælde i hændelser for mange århundreder siden. Men ingen af verdensreligionerne kan bruges som alibi for voldshandlinger. Det må gøres klart for de unge, der tiltrækkes af religiøs fundamentalisme.