DEN 5. FEBRUAR havde Jørn Borup en kronik i Kristeligt Dagblad, hvori han slår til lyd for, at religionskritikken skal sikres en plads i den offentlige debat og samtale om tro og religion, ikke mindst i DR.
Det er jeg meget enig i. Vi har i DR pr. 1. marts ansat Morten Thomsen Højsgaard, generalsekretær i Bibelselskabet og ph.d. i religionssociologi, i stillingen som ny chef for en samlet redaktion for historie og tro.
I forbindelse med ansættelsen spurgte en af mine kolleger Morten Thomsen Højs-gaard, om han mente, der var en grænse for, hvordan DR kunne beskæftige sig med tro og religion. ”DR skal ikke forkynde,” lød det prompte svar.
”Det må vi overlade til kirken og trossamfundene at gøre.”
Det var et godt svar.
Og når DR alligevel rummer både DR Kirken og søndagens gudstjeneste i radioen, så skyldes det dels en særlig forpligtelse over for den kristne kulturarv, som ligger i opgaven for DR som public service-medie, og som er besluttet politisk og indskrevet i Public Service-kontrakten.
Dels er det rent formelt ikke DR, der forkynder hverken i de transmitterede gudstjenester eller i DR Kirken.
Det gør folkekirkens præster, som har ansvar for prædiken og liturgi, mens DR lægger studie, teknik og kanaler til.
Men tro og religiøse spørgsmål fylder i moderne menneskers hverdag.
Forfærdelig synligt, når 12 mennesker for en måned siden blev dræbt i Paris, fordi de med deres tegninger af profeten Muhammed havde krænket den religiøse overbevisning hos tusindvis af muslimer verden over - og fået to radikaliserede unge mænd til at gribe til kalashnikovs for at udføre, hvad de opfattede som en hellig dåd.
MENS MENNESKER over hele den vestlige verden med rette har påberåbt sig ytringsfrihed og basale frihedsrettigheder i debatten lige siden, så har den diskussion haft mindre bevågenhed, der handler om, at den dybereliggende konflikt også drejer sig om synet på religion og sekularisering, og at vi i de vestlige demokratier i vid udstrækning tager en religionskritisk tematisering og debat for givet, som er langt mindre udbredt andre steder.
Vores grundlæggende værdier og overbevisninger kommer op til overfladen i denne og mange andre voldelige konflikter. Men også langt fra mediernes overskrifter viser religiøse spørgsmål og en åndelig søgen sig tydeligt i menneskers hverdag.
78 procent af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken. Religiøse friskoler opstår til stadighed. Vi diskuterer tørklæder, halalslagtning og supermarkedernes salg af sandaler med Jesus-figurer.
Tager man aftenskolernes kursusprogram, bugner de af tilbud om undervisning i yoga, meditation, mindfulness, pilgrimsvandringer og religiøse emner.
Litteraturen om mere eller mindre åndelige former for selvudvikling sælger i en lind strøm; forskellige former for åndelig praksis indgår i stadig flere toplederes videreuddannelse, og i disse dage fylder Arianna Huffington, grundlægger af en af verdens mest berømte digitale medier, Huffington Post, forsiderne af businessmagasiner og lufthavnenes bestsellerlister med titlen ”Thrive”, der handler om at finde og holde fast i en åndelig dimension i en hverdag, der dagligt truer med at tippe over af forretningsbeslutninger og verdslige gøremål.
Når jeg i efteråret besluttede at lægge DR's to redaktioner for historie og tro sammen, skyldes det blandt andet, at jeg mener, DR i højere grad skal have øje for de religiøse dimensioner af menneskers hverdag - fordi det er vores fornemmeste opgave at spejle og perspektivere netop denne dagligdag.
Men det skyldes også ønsket om i højere grad i samme omgang at underkaste trosstoffet det kritiske og nyhedsorienterede blik, som vi tilgår historiestoffet - og alle andre emneområder - med i DR.
Det betyder ikke, at vi holder op med også at se religionerne ”indefra” - hvis vi med ”indefra” mener en tilgang, der først og fremmest er respektfuldt nysgerrig og videbegærlig og ikke så bange for at tage farve af det religiøse engagement, at man forfalder til en ironisk eller højtråbende status som udefrakommende, der virker fremmedgørende på både seere og genstanden for interview eller reportage.
Danske medier er for manges vedkommende i høj grad rundet af en kulturradikal tradition og overbevisning, der alle sine kvaliteter ufortalt ofte rummer en stærk skepsis over for al religion og tro. Den kultur skal vi også være os bevidst, når vi som moderne medie går til religionen som emne. Jeg synes, det er gjort fornemt i radioens ugentlige ”Mennesker og tro” og serier som for eksempel ”Guddommelig sex” og ”Jagten på den kristne kulturarv”, der for nylig har været sendt på DR K.
Men religionskritikken, oplysningstiden for slet ikke at tale om den græske filosofi og romerske tankegang er lige så umistelige dele af vores kulturarv, som kristendommen er det. Så selvfølgelig skal ”indefra” ikke betyde ”talerør” eller ”prædikestol”.
DR skal inspirere, invitere til eftertanke og udvide vores horisont. Her hører religionskritikken med som metode og horisont. Forkyndelse og gudsforhold skal man derimod finde i sin kirke, moské, menighedshus, synagoge, tempel - eller i sit lønkammer og livet med sin næste, som Luther ville have sagt.
Tine Smedegaard Andersen er kulturdirektør i DR