Nu om stunder bliver man nøjsom på folkekirkens vegne og bliver glad for små lyspunkter. Som når for eksempel nogle biskopper nu siger, at oplæsning af Koranen ved en gudstjeneste ikke bør finde sted. Tak for det!
Men det turde egentlig være en selvfølge. Et absolut mindstemål af konsensus i en kristen kirke – at man selvsagt ikke i en sammenhæng, hvor bekendelsen til Kristus skal lyde klart og entydigt, giver mikrofonen til andre ”guder”.
Af nogle lidt tågede udtalelser fra fortalerne for koran-oplæsning aner man den pointe, at Kristus er så stor, at han sagtens tåler lidt koranoplæsning ved siden af sig. Det er et mildt sagt besynderligt synspunkt.
Det ville svare til, at mesterkokken på Noma ikke ville have noget at indvende imod, at man smed et par rådne tomater i hans perfekt tilberedte gryderet – det smager nok ikke så meget igennem. Eller at Leonardo da Vinci accepterede en enkelt skriggrøn farveplet på Mona Lisa, eller at Mozart sagde okay til et par helt skæve takter og toner i en ellers fuldendt symfoni – for det vil jo ikke forstyrre helheden nævneværdigt.
Jo, det vil det lige nøjagtigt. Helheden – den er ikke længere den samme.
Alle forstår intuitivt, at koranoplæsning ved den ene eller den anden slags gudstjeneste forandrer grundbilledet afgørende. Det grundbillede, hvor Jesus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.
I 1914 udgav den engelske forfatter G.K. Chesterton en sær roman, ”Den flyvende kro”. I denne roman forestiller han sig, at England vil blive udsat for en gennemgribende islamisk revolution. Ikke en voldelig sådan. Nej, man var trådt ind i den moderne indsigts århundrede, hvor alt skete i den humanistiske ånds fredelige samdrægtighed. (Lige før alt væltede omkuld med Den Store Krig).
Islamiseringen af England finder sted i et mere roligt tempo med accept fra høj og lav, fra minister til hushjælp. Alle føjer sig (eller næsten alle) og bøjer sig for den nye sandhed, som også er mere tiltalende end den enøjede, 1900 år forældede sandhed.
Den nye tids indsigt gør det klart, at religionerne dybest set vil det samme. Islam og kristendom bør smelte sammen. ”Krislam” bringes i forslag som det nye navn. Ligesom også en halvmåne kombineret med et kors – et ”månekors” – på toppen af Saint Paul’s Cathedral stilles i udsigt.
Var Chesterton profet? Jeg tror, han ville betakke sig for titlen. Men mindre kan også gøre det.
Det ville være en vild overdrivelse at påstå, at nogle af folkekirkens ansatte er på vej ud ad den tangent – ”Krislam”.
Til gengæld kan man med stor saglighed hævde, at adskillige udtalelser fra de senere år af biskopper og præster har gødet den folkekirkelige jord for religionsrelativisme. Kristus og Gud lader sig også finde gennem andre religioner, i religionerne har vi forskellige fortællinger og skrifter for at give os sprog for, hvem den Gud er, vi finder i hver vores hjertekammer. Og så videre i samme dur.
Og når jorden er tilstrækkeligt gødet, skal man ikke have vild fantasi for at forestille sig, at en religion, der ikke tøver med at gå efter et globalt herredømme, kunne finde på at gribe muligheden.
Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk