Klostergaards afvisning af ”klassisk kristendom” minder om Jehovas Vidner

Debatten om klassisk kristendom handler om skellet mellem på den ene side de, der tror ligefremt på den håndgribelige realitet af det, de bibelske skrifter fortæller om og på den anden side af vandskellet dem, der afviser vigtigheden af hændelsernes fakticitet. Alt står til fortolkning, skriver sognepræst Henrik Højlund

"Hele pointen med brugen af begrebet ”klassisk” om kristendom drejer sig ikke om manglende syn for, at kristendommen har haft og stadig har en mangfoldighed af udtryk. Det drejer sig helt enkelt om et meget større vandskel," skriver Henrik Højlund.
"Hele pointen med brugen af begrebet ”klassisk” om kristendom drejer sig ikke om manglende syn for, at kristendommen har haft og stadig har en mangfoldighed af udtryk. Det drejer sig helt enkelt om et meget større vandskel," skriver Henrik Højlund. .

Kan man svare på Anders Klostergaard Petersens kronik fra den 11. september, ”Klassisk kristendom er et fatamorgana”? Ønsker han overhovedet et svar?

Tonen er så gennemført nedladende, at det kun kan fungere envejs, ovenfra og ned. Jeg er dum nok til alligevel at gøre et forsøg.

Øjensynlig har Anders Klostergaard Petersen ikke forstået, hvad der får nogle til at tale om ”klassisk” kristendom. Han disker op med en lang række historiske og epistemologiske forbehold for muligheden af at tale om en fælles, klassisk kristen basistro.

Én ting er, at mange af forbeholdene er højst diskutable, men hvad vigtigere er: Hele pointen med brugen af begrebet ”klassisk” om kristendom drejer sig ikke om manglende syn for, at kristendommen har haft og stadig har en mangfoldighed af udtryk. Det drejer sig helt enkelt om et meget større vandskel.

Nemlig vandskellet mellem på den ene side dem, der tror ligefremt på den håndgribelige realitet af det, de bibelske skrifter fortæller om, fra de første blades fortælling om skabelsen til de sidste siders fortælling om Jesu genkomst.

Disse anser tillige kristendommens sandhed for at være helt og aldeles bundet op på disse hændelsers ligefremme virkelighed, lige så virkelige som enhver anden hændelse i denne verden, omend oftest komplet enestående og derfor også ladet med guddommelig betydning og dermed åbne for en rigdom af forståelse og udtryk.

På den anden side af vandskellet er de, der afviser vigtigheden af hændelsernes fakticitet. Alt står til fortolkning. Budskabet hænger ikke på ”det skete i de dage, at …”. Alt er forandringsmuligt. Selv Gud er under forandring hele tiden. For alt, absolut alt, er som sagt fortolkning. (Således også antagelsen selv om, at alt er fortolkning.)

Tidligere pave Benedikt skrev i sin Jesus-bog (udgivet på Gyldendal): ”Dette factum historicum er for troen ikke et symbolsk ciffer, som kan udskiftes, men det konstitutive grundlag: et incarnatus est – med disse ord bekender vi os til Guds faktiske indtræden i den virkelige historie”.

Det er klassisk kristendoms grundantagelse. Den, som det helt overvældende flertal af kirker og kristne vedkender sig. Modsat et samlet set forsvindende mindretal, som historisk set er af temmelig ny oprindelse. Alene det sidste burde vække mistanke. Vi giver jo heller ikke meget for andre teologiske innovationer a la Jehovas Vidner, som 1850 år efter starten pludselig disker op med den ufejlbarlige sandhed om det hele.