”NÅR MIN KONE OG JEG tager bussen ind til byen, oplever vi, at det er de unge indvandrerdrenge, der rejser sig for os, hvis der ikke er plads i bussen, ikke de unge danskere,” skrev Jørgen Gammelgaard til mig i 2009. Han var dengang 80 år, og han reagerede positivt på en bog, jeg havde skrevet: ”Høfligheden - hvad blev der af den?”.
Jeg har ofte siden brugt netop hans kommentar. For det, vi oplever mange af vore nye danske medborgere praktisere, det er respekt for alderdommen. Det er respekten for erfaring og indhøstet visdom. At være blevet gammel i mange andre kulturer end vores kalder helt naturligt på respekt. Ikke kun blandt muslimer. Tag til Østen, til Sydamerika, Afrika eller bare det sydlige Europa og se noget helt andet.
Men hvad så med vores egen kultur? Den er der åbenlyst sket en voldsom udvikling med de seneste årtier, når det gælder respekten for alderdommen. Nu taler vi om ældrebyrden. De gamle er blevet en byrde. Økonomisk og praktisk. Og er ikke til nytte mere. Kun til besvær.
Nu serverer vi ugegammel mad for de ældre. Uden smag og duft. Nu har vi ikke tid til at tage os ordentligt af dem alle steder, en halv times rengøring er mange steder toppen af den ugentlige hjælp. Og på plejehjem, det der i gamle dage hed alderdomshjem, er der mange steder kun tid til det praktiske, ikke megen tid til noget andet væsentligt, omsorg, menneskelig nærkontakt, tid til at spørge og lytte.
Udviklingen har været bekymrende voldsom og hurtig. Jeg er endnu kun 68, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg og min generation helt naturligt blev indpodet respekt for den ældre erfarne. Man var Des med dem, man talte høfligt til dem. Man tilbød at hjælpe, hvor der tydeligt var hjælp behov.
”Sådan nogle gamle kællinger skulle ikke have lov at cykle på cykelstierne.” Sådan råbte en 15-årig fløs til en kvindelig cyklist i 1970'erne. Det var en anden reaktion, jeg fik ved udgivelsen af høflighedsbogen. Hun havde, fortalte hun, mest lyst til at vappe ham en på siden af hovedet, men undlod for ikke at rode sig ud i noget eventuelt uoverskueligt.
Hvad er der sket? Hvem har svigtet de unge i opdragelsen? Det har selvfølgelig forældrene og andre opdragere, skolen for eksempel, der skal undervise, også i adfærd. Hvis man ikke tidligt lærer at behandle hinanden ordentligt og med respekt, så skal det da gå galt. ”Ind til siden med dig, morfar,” hører jeg af og til, når jeg cykler lidt langsommere end en, der gerne vil hurtigt frem. Eller hvis jeg tillader mig at sige til en, der lige har kylet en pizzabakke eller et papkaffekrus fra sig på gaden, at vedkommende tabte noget, så er svaret ofte: ”Hold din kæft og pas dig selv, din gamle idiot. Se at få dig et liv selv.”
Sådan vil en ung mand eller kvinde med indvandrerbaggrund aldrig tale til en ældre person fra sit eget miljø. Men det gør mange unge danskere som en ren selvfølge. Og en del ældre for den sags skyld også. Respekten for alderdommen halter jo også gevaldigt hos det offentlige, der nu forventer, at stort set alle skal kunne kommunikere pr. mail.
Man kobler store befolkningsgrupper af og lader dem sidde tilbage med følelsen af uduelighed og manglende betydning. Menneskelig kontakt spiller ikke længere nogen væsentlig rolle. Nu er det effektivisering, besparelse og tekniske fremskridt, der har hovedrollen, mens tiltaleformen De er stort set udraderet af det danske sprog. Det er vel ikke alle fru Møller'e på 95, som havner på hospital eller plejehjem, der automatisk hellere vil kaldes ved fornavn. Ofte får hun slet ikke valgmuligheden mellem Alvilda og fru Møller.
Sjovt nok har vi, mens vi behandler alderdommen mere og mere respektløst, samtidig nogle særlige trofæer af yndlingsældre, som vi dyrker og plejer og ser op til med stor offentlig og mediemæssigt beundring.
Se bare, hvordan vi priser 97-årige Lise Nørgaard for den visdom, hun har erhvervet og brugt til alles bedste. Se, hvordan vi hylder den stadig aktive 90-årige Bent Fabricius Bjerre. Og alle elsker 80-årige Ghita Nørby. Alt sammen forståeligt nok. Mange så også op til og viste respekt for Mærsk McKinney Møller og Haldor Topsøe. De var så imponerende og blev næsten 100. Men de er og var undtagelserne. Fordi de var noget særligt, kendte i offentligheden og respekterede for deres virke.
Men alle de andre (jeg skal snart sige vi andre) vises der i dagens Danmark ikke megen respekt - for den alderdom og den eventuelle visdom og erfaring, vi kan have erhvervet os. Kan vi være det bekendt? Nej, selvfølgelig ikke. Det er direkte skamfuldt. At et samfund kan ændre sig så betænkeligt og så hurtigt. I den forkerte retning.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen