Det er ingen nyhed, at der i København findes kraftige forestillinger om danskerne på den anden side af bymuren. Det er da også sandt, at der hersker store forskelle i vort lille land, og at der er opstået en lidt lukket boble omkring storbymentaliteten.
TV 2’s etablerede serie ”Landmand søger kærlighed”, der sendes om tirsdagen, leverer en vis dokumentation for forskellene, der dog forhåbentlig kan virke til opbyggelighed. Serien præsenterer en række landmænd, der har nogle kvinder boende (samtidig), som de skal lære at kende for til sidst at vælge den, de bedst kan lide.
I en blanding af forundring og fascination har jeg set et par afsnit, og til indledning tror man knap sine egne øjne, når kvinderne indlogeres på gården som skolepiger på en lejrtur. Her skal de kæmpe om den samme mand, alt imens de om aftenen sidder på sengen og fnisende analyserer ham. Det mest rørende er dog landmændene selv – en flok mænd, der står ved deres identitet og manglende erfaring, når det ikke lige handler om landbrug.
De er uprætentiøse, udfolder frejdigt deres dialekt og fremstår ganske fordomsfri i synet på de nervøse kvinder, der flytter ind. Serien udgør en interessant modsigelse af det billede af Danmark, der ofte tegnes gennem medierne, hvor så meget er præget af byliv, dialektfrit dansk og mennesker, der slås for at blive berømte.
Disse landmænd synes – midt i deres længsel efter en kæreste – at være ret godt i pagt med deres omgivelser, og tankevækkende var det at følge Cecilie og Dennis på weekendtur til København. Her måtte Cecilie erkende, at hun ikke rigtig kendte nogen af butikkerne på Strøget, og på den dyre restaurant fortæller hun uden blusel, at hun aldrig har smagt lammekød.
Mens man typisk på tv forsøger at optræde smartere, end man er, mener disse mennesker tilsyneladende ikke, at der er så meget at skjule, og da de forlader hotellet, udbryder Dennis: ”Ude godt, men hjemme bedst.”
Så går turen til det gule Sønderjylland, og man må bare sande, at det globale sindelag ikke alle steder er brudt lige meget igennem. Heldigvis. Man kan nemt kritisere det menneskeudstillende aspekt i ”Landmand søger kærlighed”, der i øjeblikke får det til at krympe sig i én af forlegenhed. Men serien kan også ses som nyttig oplysning angående en befolknings mangfoldighed, hvor disse mænd og kvinder på landet optræder som en slags frimodige helte, der bryder med den åleglatte facade, der præger så mange fjernsynsfigurer lige fra studieværter til komikere og letpåklædte duller, der tror, at de kan blive berømte alene i kraft af deres krop. Hvilket de desværre i nogle tilfælde kan.
De medvirkende i ”Landmand søger kærlighed” udstråler et anderledes selverkendende livssyn, og midt i diskussionen om det delte Danmark kan serien ses som en lille belæring udi kunsten at respektere dem, der ikke umiddelbart ligner én selv. Det kan virke til opbyggelighed, men det kan også forstærke fordomme. Det afhænger helt af sindet, der modtager.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.