KRISTELIGT DAGBLAD omtaler ind imellem cand.theol., ph.d. Kristine Garde som ”retsteologisk ekspert”. Hvori ekspertisen består er usikkert. En luthersk kandidatuddannelse indeholder af gode grunde ikke retsteologi. Folkekirken må qua sin status praktisere kirkeret, som ikke må forveksles med dette forkyndelsespoliti. Garde skrev i sin tid ph.d.-afhandling om Snedsted-sagen i Præsteretten og efterlyser ofte, at der rejses nye læresager.
Denne rethaveriske sammenblanding af lov og evangelium er den lige vej tilbage til middelalderens inkvisition. Enhver seriøs sognepræst reflekterer bestandig på bibel og bekendelse. Men et selvsikkert segment vil forvandle bekendelsen som et vækstlag i centrum til kolde grænser for, hvad præster må turde tænke og tro.
Ordentlige biskoppers tilsyn foregår ikke via pressen. Og lader sig ikke presse af, at nogle vil gøre forholdet mellem præst og menighed - og biskoppens tilsyn med det - til et fælles folkekirkeligt anliggende. Menighedsmedlemmer, der føler sig trængt på deres samvittighed - hvad enten det sker ved en dåb i Snedsted eller en begravelse i Thisted - må klage til deres biskop, hvis tilrettevisning af sognepræsten sker for den evangeliske frimodigheds skyld.
At gøre folkekirkens troværdighed afhængig af, om kættere kommer op at hænge, er uvederhæftigt. Dertil er både folkekirken og tiden for pluralistisk. Det er det personlige møde mellem mennesker, der bærer folkekirken, og ikke en mulig entydighed i den dogmatiske profil. Eftertiden vil - som med middelalderen - huske kætterbål bedre end de flyvske idéer, som førte staklerne til skafottet. Retsteologiens hellige iver skader folkekirkens omdømme mere end de sjælehyrder, der er faret vild som får på det dogmatiske overdrev.
TONEN I FORSØGET på at presse biskopper til at varetage deres hverv på en bestemt måde bliver mere og mere skinger. For eksempel i ønsket om offentlig adgang til tjenstlig samtale mellem Københavns biskop og Per Ramsdal om dennes dumsmarte overtagelse af en departementschefs opfindelse af ”nødløgn” til at beskrive sin forkyndelse og sjælesorg. Og nu med en kroniks ubehagelige delagtiggørelse af offentligheden i beskyldninger mod Annette Berg i Vig for at fortælle Roskilde-bispen, hvad Garde som rådgiver for klagende enkeltpersoner forventer af formen på hans tilsyn.
Ret skal være ret. Netop! Det er vanskeligt at se ordentligheden i denne facon. Klagerne får næppe en god rådgivning, hvis strategien populistisk er at ændre bispeembedet til at være tæskehold for en folkedomstol. En præst, der vrøvler sig til en sammenhæng mellem reinkarnation og Kristi opstandelse, har brug for et venligt og myndigt teologisk tilsyn. (Selvom synspunktet ligner den ureflekterede eklekticisme i en stor del af den folkekirkelige menighed på 78 procent af befolkningen). Og hvis en præst annoncerer sig selv som spiritistisk medie ved en bisættelse, skal der klages og tilrettevises - dagen derpå, og ikke gennem rygter, der samles i bunke.
Biskopper vil opgradere deres embede med teologiske rådgivere. Det ligner en ny type kirkelige spindoktorer, for er det en sparringspartner til mentorforløb, burde teologisk fakultet i et luthersk land kunne stå til rådighed. Er det derimod en hjælp til visitats i erkendelse af, at provsternes faglighed er mere administrativ end teologisk, er nyskabelsen måske en god idé. Men besøgene bør handle om teologisk medarbejderudvikling og ikke dogmatisk kvalitetskontrol.
Carsten Mulnæs er sognepræst