Risikerer vi mennesker med genetiske grisetræk?

Ingen af de stamcelleforskere, som jeg har udspurgt gennem årene, har kunnet garantere, at humane celler, som er udviklet i griseæg og herefter implanteret i et menneske, med absolut sikkerhed ikke vil kunne overføre grisespecifikke træk til den menneskelige modtagers afkom, skriver lektor Klavs Birkholm

TUSINDVIS AF MENNESKER afventer ængsteligt, om de måske kan få en livsvigtig organtransplantation, men donorer savnes. Nu vil det måske blive muligt at oprettes medicinske svinefarme, som kan gro massevis af organer, der ikke blot er helt friske, men tilmed har absolut vævsforligelighed med den enkelte modtager. Hvad er problemet?
TUSINDVIS AF MENNESKER afventer ængsteligt, om de måske kan få en livsvigtig organtransplantation, men donorer savnes. Nu vil det måske blive muligt at oprettes medicinske svinefarme, som kan gro massevis af organer, der ikke blot er helt friske, men tilmed har absolut vævsforligelighed med den enkelte modtager. Hvad er problemet?.

FOR ET PAR UGER SIDEN meddelte BBC, at forskere i USA er i gang med et seriøst forsøg på at opdyrke menneskelige organer i svin. Nyheden sprang straks til Danmark, hvor jeg selv havde den tvivlsomme fornøjelse at deltage i en mislykket etikdebat på DR 2.

I en medieoffentlighed, der hele tiden opdyrker sort-mod-hvid, hvid-mod-sort, kan det være vanskeligt at fastholde et nuanceret etisk dilemma.

Den videnskabelige landvinding er følgende: Med en ny teknik, kaldet CRISPR, klippes den gensekvens ud af et befrugtet griseæg, der koder for grisens bugspytkirtel.

Herefter injiceres en ladning humane stamceller i håb om, at en genstreng herfra vil finde ”den tomme plads” i grisens dna – således at grisefostret godt nok vokser normalt, men med et menneskes bugspytkirtel.

Lykkes manipulationen, vil man eventuelt kunne gøre tilsvarende med en lever, en nyre, et hjerte, en klynge hjerneceller og så videre

CRISPR, der flere gange har været omtalt her i klummen, gør det muligt at redigere i et befrugtet ægs gener med langt større præcision end tidligere. Indtil nu har debatten mest handlet om at redigere i et menneskeæg, men her tales der altså om at frembringe en såkaldt kimære, et blandingsvæsen mellem dyr og menneske.

I dag har forskerne i Californien kun tilladelse til at lade de gen-modificerede grisefostre vokse i soen 28 dage, men de håber selvsagt at kunne tage yderligere skridt snart. Ligesom vi oplever det med næsten al stamcelleforskning, og som det også skete på DR 2,hypes udsigterne gevaldigt:

TUSINDVIS AF MENNESKER afventer ængsteligt, om de måske kan få en livsvigtig organtransplantation, men donorer savnes. Nu vil det måske blive muligt at oprettes medicinske svinefarme, som kan gro massevis af organer, der ikke blot er helt friske, men tilmed har absolut vævsforligelighed med den enkelte modtager. Hvad er problemet?

Det er i sig selv problematisk, at forskere holder så højtråbende reklametaler for at opnå flere bevillinger til netop deres eget projekt. Det er på en måde at bedrage en række syge mennesker, for udsigterne til behandling er langt fjernere, end forskerne vil indrømme. Men det er ikke det eneste etiske problem. Ej heller bekymringen for, at de humane stamceller også vil påvirke andre dele af grisefostret, for eksempel dyrets hjerne, som ifølge visse kritikere måske vil ”fungere mere menneskeligt”.

Til det svarer forsøgets leder, professor Pablo Ross, med rette, at risikoen er meget lav. Og han fortsætter:

”Vores håb er, at dette grisefoster vil udvikle sig helt normalt, men at dets bugspytkirtel vil bestå næsten udelukkende af menneskelige celler og derfor vil være forligelig med en transplantationskrævende patient.”

Man skal lægge mærke til det lille ord ”næsten”. Der vil altså også være spor af gris i den nye bugspytkirtels dna.

Og ingen af de stamcelleforskere, som jeg har udspurgt gennem årene, har kunnet garantere, at humane celler, som er udviklet i griseæg og herefter implanteret i et menneske, med absolut sikkerhed ikke vil kunne overføre grisespecifikke træk til den menneskelige modtagers afkom i første eller andet eller senere geled. Altså, at en såkaldt epigenetisk afsmitningikke vil kunne finde sted.

Griseører? Stikkende øjne? Grynten? Svinets tid?

Forskere er tilbøjelige til at opfatte ”næsten sikkert” som godt nok. Gælder det også i tilfælde som dette?

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo