Robotterne kommer. De har været længe undervejs, og det er snart 50 år siden, rygterne om deres fremmarch var blevet så uafviselige, at Knud Sørensen satte sig til at skrive sit ”Forsvar for robotterne”.
Som titlen lader ane, var de fra begyndelsen, som alle fremmedartede væsener, omgærdet af mistro. De var under anklage, og digteren ville nu i det mindste gøre visse formildende omstændigheder gældende.
Han ville dog nok især forsvare det almindelige, rutineprægede dagligliv, som robotterne måtte antages at have anlæg for. Først og sidst rumsterede den mulighed, at robotterne kunne ligne os så grangiveligt, at vi på nye betingelser måtte spørge os, hvem vi da i grunden er.
Spørgsmålet er kun blevet stadig mere aktuelt, for nu kommer de jo virkelig, robotterne, og sandsynligheden for at de, engang, ikke blot vil kunne måle sig med os, men overgå os, kan ikke uden videre affejes.
At overflødiggøre sig selv – det er en vending, der ofte har skullet stå som udtryk for den ypperste arbejdsindsats, og det skrækindjagende ved tanken om, at vi som art har gjort vores og kan gå, veksler da også hele tiden med begejstringen for vores formåen.
Uden denne rus ville robotterne jo aldrig have eksisteret. Vi vil have dem. I første omgang for at udnytte de talenter, der er givet os, en trang, som ophøjet til pligt kan tjene som et bud på meningen med, at vi er her.
Og i næste omgang, eller i den samme, vil vi nyde frugterne af vores prægtige og pligttro anstrengelser; vi vil slippe for fysisk arbejde, vi vil effektivisere produktionen og øge velstanden, og hvad med bare noget så enkelt som et køleskab, der véd, hvad vi kan lide og har brug for, og altid sørger for, at det er bestilt hjem?
Så længe vi ikke er parate til at lægge den slags lyster bag os, byder vi altså robotterne velkommen iblandt os. Inden for en overskuelig tid – et halvt eller helt århundrede endnu – kan bekymringerne nok også nøjes med at rette sig mod et temmelig konkret problem: tabet af arbejdspladser. En alvorlig trussel, naturligvis, og den bør straks imødegås med et krav om borgerløn. For med den i lommen vil det næppe være så slemt at blive fri for at skulle bestille noget.
De fleste er allerede i god træning med selv at råde over deres tid. De lever af og med noget, der set i forhold til arbejdstiden for 100 år siden, og når vi indregner ferierne, kan kaldes halvdagsjob, og med den længere levetid indretter de fleste sig også ganske udmærket, efter en kritisk overgangsfase måske, med at befinde sig uden for arbejdsmarkedet i både 20 og 30 år.
Skulle det knibe med idéer til noget interessant at beskæftige sig med, er der gode råd at hente tilbage i historien. Vi havde da adelsfolk, som aldrig var nødt til at røre en finger og frit kunne vælge, hvad de ville gå op i – idræt, musik, romancer, intriger.
I Tolstojs ”Krig og fred” har den gamle grev Bolkónskij alligevel skemalagt sine aktiviteter: Han bruger hver dag nogle timer på matematik, de følgende ved sin drejebænk, og så på at tilse sine sukkerærter, og så på at følge med på Facebook. Eller læse og skrive breve var det, men hvad enten man nu vil satse på at løse cirklens kvadratur eller passe sine potteplanter, kan ingen mene, at det ene er mindre respektindgydende end det andet.
Andre vil muligvis, som kong Odysseus i sin tid, selv snedkerere deres seng og andet bohave og dermed lette forbrugerismens åg for os alle. Først og fremmest vil en lysere fremtid åbne sig, når mange flere igen giver sig i kast med det fra tidernes morgen allervigtigste forehavende: at skaffe føde.
En udstykningsplan for de storgodser, der nu atter dominerer landbruget, kunne skaffe plads til titusindvis af bonderøve, og de kunne i ro og mag og til fornuftige priser forsyne os med lige så sunde og ordentlige madvarer som dem, der indtil for et par generationer eller tre siden – før alle pesticiderne, herbiciderne, fungiciderne, ja, og hvad dyrene proppes med af djævelskab – kunne ernære os. Og som smagte så himmelsk.
Alt det kan han jo sagtens fable om, kan du tænke. Sådan en forfattersnude, ingen robot kommer og tager arbejdet fra ham! Næh, og dog – mine romaner udkommer i hård konkurrence med andre, der allerede er skrevet af forfatterrobotter efter velafprøvede opskrifter og fastlagte regler. Men det er sandt, holder jeg mig til at gøre som hidtil og bare improviserer dem frem, så kan ingen robot, og for resten heller jeg selv, nogensinde gøre dem efter.
Det samme må da gælde megen anden virksomhed. Arbejder vi grundlæggende ud fra frie indfald og ureglementerede koncepter, sådan som robotterne vil det gøre det muligt for flere og flere, så kan de aldrig overhale os.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske RådOle J. Hartling , præst og journalistSørine Gotfredsen , forfatter og journalistPeter Olesen , forfatter og cand.phil.Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatterOle Jensen