DER ER HER I VALGÅRET 2015 stigende politisk opmærksomhed på de alt for mange mennesker i den arbejdsdygtige alder, der hverken er i uddannelse eller job. De er uden for fællesskabet, siges det.
Hvad kan vi gøre for at få dem med i fællesskabet? Svaret er enkelt: Vi skal holde op med at tale mennesker ud af fællesskabet. Det kan vi kun, hvis vi begynder at tale om fællesskabet som andet og mere end blot uddannelse og arbejde. Hvis fællesskabet bliver mere end et job på et arbejdsmarked, hvor konkurrencen bliver hårdere og hårdere, og hvor pladsen til de mennesker, der skiller sig lidt ud, blive mindre og mindre, så bliver det også muligt at inkludere flere og flere i fællesskabet.
Carsten Koch-udvalget har i den seneste rapport ”Nye veje mod job - for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet” gjort rede for, at i Danmark og vores fem nærmeste nabolande er tæt på 20 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet over en lang tidsperiode. Det opfattes politisk som et stigende problem set fra et økonomisk, arbejdsudbudsmæssigt og personligt perspektiv.
I Danmark er der ifølge rapporten 550.000 personer i alderen 18-64 år i udkanten af arbejdsmarkedet - kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge, revalidering med videre. Udvalget medregner i den sammenhæng i øvrigt også de 56.600 i fleksjob, hvilket virker lidt besynderligt, for de er jo i job i det omfang, som de kan bestride.
Udvalget stiller 28 konkrete forslag, der skal hjælpe nogle af de 550.000 personer væk fra kanten af arbejdsmarkedet, men undlader at skønne over, hvilken effekt gennemførelse af forslagene vil have!
SANDHEDEN ER formentlig, at de 28 forslag vil have meget ringe effekt. Jobbene er der ikke. Og hvis eller når de kommer, så vil de kun i ringe grad gå til nogle af de 550.000 personer, for mennesker med sindslidelse, sygdomme, handicaps eller skader fra et udsat liv er ofte ikke konkurrencedygtige på normale vilkår. Og rigtig mange kan faktisk ikke arbejde!
At denne gruppe borgere ikke er i job har meget lidt at gøre med, at de ikke vil bidrage, eller at det ikke kan betale sig at arbejde, som ellers er en af de mest fremherskende forklaringer. Derfor vil en genindførelse af fattigdomsydelserne heller ikke være en løsning - det vil først og fremmest give flere fattige og skubbe store grupper endnu længere ud i håbløsheden.
Der skal handles for at få alle med i fællesskabet, men fællesskabet er meget mere end job. Noget af det vigtigste er, som nævnt, at holde op med at tale mennesker ud af fællesskabet, men i stedet gå ud fra, at alle gerne vil bidrage med så meget, de kan, og i det omfang, som de får mulighed for.
Mange får aldrig en chance for at bidrage. Derfor en opfordring: Hvorfor ikke udnytte situationen til at lukke fællesskabet op? Hvorfor ikke arbejde innovativt med at udvikle modeller, der gør det muligt for flere mennesker, der ikke kan arbejde i fuldt omfang, at bidrage med dét, de kan?
Man har det med at tro, at enhver given historisk kontekst er unik. Men i Danmark har vi før stået med store grupper af arbejdsløse og klynger af ungdomsårgange, der havde svært ved at vinde fodfæste i samfundet. Vi har før afhjulpet problemerne ved målrettet at sørge for enten inklusion på arbejdsmarkedet eller ved at sørge for, at der er miljøer, hvor socialt udsatte kan finde ståsteder i livet, hvor de ikke hele tiden vælter. Det handler i det hele taget om social bæredygtighed - om, at det ikke er tilfredsstillende, hverken samfundsmæssigt eller individuelt, at stå uden for fællesskabet.
MAN KUNNE for eksempel tage nogle gamle velprøvede ordninger som orlovsordningerne fra 1990'erne og modernisere dem. Her fik mange børnefamilier et pusterum ved, at forældre fik tid til deres børn - i dag ville det ikke kun kunne lette hverdagen for forældre til småbørn, men også lette trykket på daginstitutionerne og pædagogerne. Uddannelsesorlov gav mulighed for, at medarbejdere kunne opkvalificere sig. Sabbatorlov gav muligheder for den enkelte, men også med sigte på fællesskabet. Livslang læring og dannelse på for eksempel højskole var en reel mulighed for mange flere, end det er i dag.
Lad os udfordre de folkelige bevægelser, ja, hele Danmark, på, hvordan vi åbner samfundet og giver alle mulighed for at bidrage. Lad os udfordre fagbevægelsen på, hvordan arbejdet kan deles gennem skraldemandsordninger og give civilsamfundet et løft til også at kunne skabe nyt sammen med kommuner og virksomheder.
Lad os sætte skub i opstarten af socialøkonomiske virksomheder og gøre alvor af forestillingen om det rummelige arbejdsmarked. Lad os grundlæggende konkurrere på, hvordan vi kan skabe plads til alle og gøre brug af alle de gode kræfter, der findes i Danmark.
Og sidst, men ikke mindst: Der skal arbejdes meget mere med dén politiske retorik, der taler mennesker ind i fællesskabet, frem for at tale grupper ud af fællesskabet.
Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte og tidligere minister