NU RULLER DEBATTEN om skævvridningen af Danmark for alvor i hele medielandskabet. Resultatet er, at politikerne med eller mod deres vilje tvinges til at forholde sig til denne påtrængende, men besværlige problemkreds.
Enhver, der ønsker at blive solidt orienteret, kan nu blive det. I efteråret udkom Lise Lycks meget grundige redegørelse ”Udkantsdanmark og sammenhængskraft i Danmark”. En bog, hun med rette gav undertitlen ”En helhedsanalyse”.
I begyndelsen af marts udsendte Kaare Dybvad sin bog om ”Udkantsmyten”, og sidst på måneden udkommer ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes land 2.0” - en debatbog redigeret af Viggo Mortensen og undertegnede. Siden vi i september startede vort ”Oprør fra udkanten” med en større konference i Ærøskøbing, er der ikke blot sket en kraftig forøgelse af mediernes interesse. Vi er også selv blevet klogere, for i det netværk af aktive mennesker, vi har fået skabt (se hjemmesiden www.oprørfraudkanten.dk), foregår der en levende udveksling af idéer og beretninger fra hverdagens kampe rundt i landet.
Vi har fra starten påpeget, at yderområderne selv bærer en del af ansvaret for, at Danmark er blevet vredet så skævt, som tilfældet er. Vi har især peget på udkantens politiske impotens og på, at vi har overladt det til københavnske medier og skribenter at beskrive udkanten.
Men i de forløbne måneder har vi igen og igen hørt beretninger om endnu en ødelæggende udvikling, som er foregået, uden at de mange lokale protester over fatale politiske beslutninger har formået at trænge ud over sognegrænsen.
Alle er efterhånden klar over, at udkanten lider under den kolossale centralisering, der er sket i den sidste snes år. Som Kaare Dybvad så udmærket skriver i ”Udkantsmyten,” har vi oplevet den største reelle centralisering siden indførelsen af enevælden. Derfor er det også ganske logisk, at skytset i debatten rettes mod Christiansborg-politikernes beslutninger - eller mangel på samme.
Det er da også rigtigt, at såvel kommunalreformen i 1970 som dens fortsættelse med strukturreformen fra 2007 er besluttet af regering og Folketing.
Men at disse reformer i så voldsom grad, som tilfældet er, har medført endnu en centraliseringsbølge, er ikke i tilstrækkelig grad blevet en del af den offentlige debat.
Danmark har især siden 2007 været udsat for kraftig centralisering både på det statslige og på det kommunale niveau. Altså med andre ord en dobbelt centralisering.
Sat på en kort formel så har de nye storkommuner haft så travlt med hver især at udvikle en lokal ”hovedstad”, at stationsbyer, landsbyer og landdistrikter har oplevet helt urimelige problemer med at udvikle eller blot fastholde det lokale liv.
Ganske som vi på landsplan har set eksempelvis mange tusinde statslige arbejdspladser blive suget væk fra provinsen og ind til den nationale hovedstad, så oplever vi, at kampen for at etablere kommunale ”hovedstæder” medfører beslutninger, som i ganske urimelig grad tømmer mindre lokalsamfund for udviklingsmuligheder.
Så vel nationalt som lokalt er det økonomisk funderede henvisninger til stordriftsfordelenes fortræffeligheder, der sætter sig igennem. På begge planer er det derfor nødvendigt langt kraftigere at argumentere for, at det ikke er alle elementer i udviklingen af det gode samfund, der kan rummes i regnemodeller, der er opbygget med blot et regnskabsår eller tre som tidshorisont.
Finn Slumstrup er forfatter og kommentator