Sandhed. Når troen bliver totalitær og ekstremistisk

Det personlige forhold i troen er det primære. Derfor bør man også være tilbageholdende, når det drejer sig om at døbe og udbrede kristendommen til mennesker med en anden kulturbaggrund, skriver sognepræst

I en debat mellem biskop Kjeld Holm (tv) og migrantpræst Massoud Fouroozandeh (th) om missionering, udtalte biskoppen blandt andet, at han "ikke er sat til at bedømme, om han har sandheden frem for andre" Udtalelserne har siden ført til kritik fra især den kirkelige højrefløj
I en debat mellem biskop Kjeld Holm (tv) og migrantpræst Massoud Fouroozandeh (th) om missionering, udtalte biskoppen blandt andet, at han "ikke er sat til at bedømme, om han har sandheden frem for andre" Udtalelserne har siden ført til kritik fra især den kirkelige højrefløj.

Dette debatindlæg er skrevet af Peter Grønlykke, sognepræst ved Sct. Marie Kirke, Sønderborg

KAN NOGET VÆRE personligt sandt for én uden dermed at fordre universel udbredelse? Spørgsmålet melder sig efter Henrik Højlunds angreb på biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad den 7. januar.

Kjeld Holm tager efter Højlunds mening ikke missionsbefalingen alvorligt nok, når han ... gør det lysende klart, at han ikke er sat til at bedømme, om han har sandheden frem for andre.

Det er væsentligt, at vi holder fast i, at det er det personlige forhold i troen, der er det primære. Det burde være indlysende for enhver evangelisk kristen og ikke mindst for en missionsmand.

Derfor bør man også være tilbageholdende, når det drejer sig om at døbe og udbrede kristendommen til mennesker med en anden kulturbaggrund. Det gælder blandt andre muslimer, som for tiden er genstand for den helt store missionsiver. Pudsigt nok især fra de kredse i befolkningen og blandt præster, som har været mest ivrige for at blæse til den udbredte modvilje mod islam, som er blevet mainstream i Danmark.

LÆS OGSÅ: Henrik Højlund: Biskops udtalelser bør føre til storm af protester

Massoud Fouroozandehs missionsanliggende er på mange måder fornemt. Men der kan være grund til at nære en dyb skepsis over for alle de rygklappere, der skubber ham og andre muslimer foran sig i deres totalt åndløse forsøg på at fremme mistro og frygt i forhold til muslimer og islam. Ikke mindst hvis man anvender dåbsbefalingen i et sådant korstog.

Det personlige forhold i kristendommen er ganske vist absolut. Men gør man det personlige sandhedsforhold totalitært, for eksempel ved at fremhæve martyriet som dets indhold og konsekvens, som Højlund gør, så ekstremiserer man kristentroen.

For og imod: Er tiden til omvendelsesmission?

Så støder man Kristus fra sandhedens trone for at indtage hans plads. Det er lige præcis den sandhedstotalitarisme, som ekstremistiske muslimer henholder sig til, og som de udfordrer den vestlige verden med.

Forudsætningen for at drive mission er et respektfuldt møde med andre mennesker, deres åndelighed og religion. Det bør enhver missionær vide. Ikke mindst i forhold til en religion som islam, der er i monoteistisk familie med jødedom og kristendom.

Det er imidlertid en forudsætning, som er meget langt væk i den danske mainstream-virkelighed. Det udnytter Højlund og mange andre med ham ikke til at gå kristendommens, men den sekularistiske og ekstremistiske åndløsheds ærinde.