”ROSKILDE DOMKIRKES helligste relikvie var en fejltagelse.” Sådan lød Kristelig Dagblads overskrift til en stor artikel den 15. december. Det lyder jo alvorligt. Da den hellige pave Lucius gennem hele middelalderen var Roskilde Domkirkes titelhelgen, og hans hjerneskal endnu i dag æres som relikvie i den katolske domkirke, Sankt Ansgar i København, er det jo ikke ligegyldigt, hvad denne fejltagelse går ud på.
Artiklen fortæller, at Nationalmuseet har ladet foretage en såkaldt kulstof 14-analyse af kraniet. Resultatet var, at det stammer fra en person, der levede engang i årene 340-430. Da pave Lucius var pave fra 253 til 254, kan kraniet altså ikke være hans, og dyrkelsen af relikviet er derfor en fejltagelse.
Nu ved jo enhver kirkehistoriker - om det er en protestant eller en katolik - at historien om relikvierne i den tidlige middelalder er særdeles dunkel og forvirret. Relikvier er fysiske rester af helgener. I denne periode fik de så stor betydning for det kristne folks trospraksis, at kirkerne kappedes om at erhverve de bedste og mest ansete.
DET MEDFØRTE, at der opstod et veritabelt marked, hvor man ikke blot på ærlig vis udvekslede relikvier, men gjorde dem til genstand for køb og salg. I visse tilfælde både stjal og røvede man såvel ægte som uægte relikvier. De kirkelige myndigheder forsøgte at forbyde misbrug og at kontrollere ægtheden, men ofte forgæves. Man havde jo næsten ingen af nutidens organisatoriske og tekniske hjælpemidler til rådighed, men måtte bygge på sparsomme skriftlige kilder og usikre overleveringer.
Lad os nu følge den konkrete historie om Sankt Lucius-relikvien. Pave Lucius selv er en vel bevidnet person. Han var romersk pave i årene 253-254 under kejserne Gallus og Valerian. På grund af kristenforfølgelserne måtte han en tid flygte fra Rom, men kom tilbage, da der var en pause.
Han roses for at have krævet mildhed over for frafaldne kristne, der angrede og ønskede genoptagelse i kirken. Han blev gravlagt i Sankt Callixtus-katakomben ved Via Appia. Men der er intet samtidigt belæg for, at han skulle have været martyr. Han betegnes først således i en paveliste fra år 532. Det er nok den første fejltagelse om ham.
Vi hører igen om ham, da pave Paschalis i år 822 byggede en kirke i Trastevere på det sted, der siden 600-tallet havde haft ry for at være kirkemusikkens helgeninde, Sankt Cæcilies hus. Hertil lod pave Paschalis overflytte mange relikvier fra katakomberne for at værne dem mod plyndring og gravskænding. På den måde kom relikvierne af Sankt Cæcilie selv og af paverne Urban I og Lucius med flere til denne kirke.
Men mange forskere betvivler Cæcilies egen historie, fordi hun først omtales i kilderne i 6oo-tallet. Hvis således hendes relikvier faktisk var uægte, kunne det samme let gælde også den formodede Lucius.
DET VAR SITUATIONEN, da to danske kanniker kom fra Roskilde omkring år 1100 for at skaffe en værdig relikvie til Domkirken. Ifølge den danske SanktLucius-legende, der først kendes fra 1500-tallet, gav paven dem en god modtagelse. Da årstal savnes, kendes hans navn ikke.
Men i stedet for ganske enkelt at skænke dem en bestemt relikvie, overlod paven det til dem selv at finde en i Roms samlinger. Ifølge legenden foregik dette på en helt overnaturlig måde. Sankt Lucius åbenbarede sig i et syn for den frommeste af de to, hvor han erklærede af Gud at være udvalgt til Roskilde-kirkens og dermed Sjællands værnehelgen.
Som tegn skulle de tage hans hjerneskal med sig tilbage. Den kunne de kende på, at den var hvidere end de andre relikvier i samlingen. Sådan fandt de i Sankt Cæcilie-kirken Sankt Lucius' kranie og kunne tage det med sig hjem. Som historiker må man kalde dette mærkeligt. Hvorfor overdrog paven dem ikke selv denne relikvie af forgængeren? Vidste han ikke, hvor den var? Her er sandelig nye alvorlige muligheder for en ”fejltagelse”.
Men hverken for middelalderens eller nutidens katolikker er usikkerhed om et relikvies ægthed et virkeligt problem. Bøn og påkaldelse rettes jo ikke til relikvien, men til den helgen, den stammer fra. Pave Lucius har sikkert hørt vore forfædres ærlige bøn, ganske som når vi nu beder ham om forbøn for os.
Jørgen Nybo Rasmussen, dr.theol.h.c., Svanevej 38, Roskilde